|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Ibumetin - Aktivt indholdsstof: ibuprofen |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for ibuprofen og lisinopril |
|
Opmærksomhed på risiko for nedsat virkning af lisinopril/hydrochlorthiazid og stigning af blodtrykket. Med hensyn til risiko for "triple whammy", se klasseeffekt.
Et studie viser, at kombinationsbehandling med ibuprofen og lisinopril medfører en stigning i systolisk blodtryk med 7,7 %. Et andet studie viser ingen interaktion mellem stofferne.
uafklaret
dokumenteret
ACE-hæmmere benazepril, captopril, enalapril, fosinopril, lisinopril, perindopril, quinapril, ramipril, trandolapril, zofenopril antiinflamm./antirheum. midler, non-steroide aceclofenac, celecoxib, dexibuprofen, dexketoprofen, diclofenac, diflunisal, etodolac, etoricoxib, flurbiprofen, ibuprofen, indometacin, ketoprofen, ketorolac, lornoxicam, meloxicam, nabumeton, naproxen, parecoxib, phenylbutazon, piroxicam, sulindac, tenoxicam, tiaprofensyre, tolfenamsyre, tolmetin
Kombinationen af ACE-hæmmer eller AT-II antagonist + NSAID + diuretika øger risikoen for såkaldt "Triple Whammy" (en tredobbelt belastning af nyrerne). ACE/AT-II kan dilatere den efferente arteriole fra glomerulus, mens NSAID kan medføre kontraktion af den afferente arteriole til glomerulus. Diuretika medfører nedsat volumen i karbanen. Alle tre effekter kan i sig selv nedsætte det hydrostatiske tryk i glomerulus og dermed filtrationen (GFR). Samtidig brug øger derfor risikoen for nyresvigt betydeligt. Det er ikke sikkert belyst, om lavdosis ASA også øger risikoen for Triple Whammy.
Risikoen er størst hos ældre og ved i forvejen nedsat nyrefunktion.
Samtidig brug af enalapril og diclofenac førte i en kasuistik til hyperkaliæmi hos en 82-årig kvinde med atriel hypertension og diabetes mellitus. Interaktionen menes at være farmakodynamisk: ACE-hæmmere øger retentionen af kalium i nyrerne (som følge af formindsket frigivelse af aldosteron), mens en kendt bivirkning af NSAID'er ligeledes er forøget retention af kalium.
Der er i litteraturen ikke lokaliseret andre studier eller kasuistikker omhandlende interaktion mellem ACE-hæmmere og antiinflamm./antirheum midler, non-steroide, hvorfor en klasseeffekt ikke kan beskrives.
Litteraturgennemgang - Vis
Enalapril og diclofenac Et studie med 12 ældre forsøgspersoner viste tydeligt fald i GFR (fra 81 til 29 ml/min) ved indtagelse af diclofenac efter forudgående indtagelse af enalapril. Mekanismen er ikke klarlagt, Juhlin T, Erhardt LR et al, 2007. I en kasuistik beskrives det, hvordan samtidig brug af enalapril (20 mg/12H; taget i 2 år op til episoden) og diclofenac (2x 50 mg; tilføjet 3 uger før episoden) resulterede i ekstremt høje niveauer af kalium, samt højt blodsukker (23,92 mmol/L), kreatinin og urea, lav natrium og metabolisk acidose hos en 82-årig kvinde, som i de sidste 30 år havde været i behandling for diabetes mellitus (metformin, 850 mg/8H) og atriel hypertension. På et EKG fandt man endvidere de typiske tegn på hyperkaliæmi (høje T-takker på præ-cordiale leads, forlænget QRS-kompleks, lave P-takker). Der var ikke tegn på, at nyreskade ved hændelsen. Efter indgift af calcium-gluconat (IV), insulin-NaCl (efterfulgt af glucose-insulin da hendes plasmaglukose faldt til under 13 mmol/L) og Na-bikarbonat normaliserede hendes værdier sig. Årsagen menes at skulle findes i, at en kendt bivirkning af NSAID'er er øget retention af kalium, specielt hos ældre patienter med diabetes mellitus, hypertension, hvilket i kombination med en ACE-hæmmer (som via en inhibering af aldosteronfrigivelse fra binyren fører til øget renal retention af kalium) førte til hyperkaliæmi. Rogulj D, Hauptfeld M et al, 2010
Enalapril og indometacin Fem studier viser, at idomethacin reducerer enalaprils blodtrykssænkende effekt med 12-32% grundet fald i plasmarenin og dermed natriumretention, Salvetti A, Abdel-Haq B et al, 1987; Polonia J, Boaventura I et al, 1995; Morgan TO, Anderson A et al, 2000; Duffin D, Leahey W, Brennan G, Johnston GD.The effects of indomethacin on the antihypertensive responses to enalapril and lisinopril Br J CLin Pharmacol (1992) 34, 456P; Morgan T og Anderson A, 1993. Lisinopril og celecoxib Et studie med 178 patienter i behandling med lisinopril finder, at tillæg af behandling med celecoxib (400 mg/dag) ikke ændrede det gennemsnitlige 24 timers blodtryk signifikant, dog ses forhøjede blodtryk fire timer efter dosering af celecoxib, White WB, Kent J et al, 2002. Lisinopril og indometacin Lisinoprilbehandlede hypertonikere får nedsat effekt af lisinopril ved kombinationsbehandling med 100-150 mg indomethacin daglig, Fogari R, Zoppi A et al, 2002; Duffin D, Leahey W et al 1992. Dog viser et studie på 16 patienter ingen forskel på på blodtryk mellem indomethacin og placebo ved kombination med lisinopril, Shaw W, Shapiro D, Antonello J, Cressman M, Vlasses P, Oparil S. Indomethacin does not blunt the antihypertensive effect of lisinopril. Clin Pharmacol Ther 1987, 41, 219. Lisinopril/hydrochlorthiazid og sulindac Et studie med 15 patienter kunne ikke påvise ændringer i det med lisinopril og hydroclorthiazid nedsatte BT hos hypertonikere med arthrose ved indgift af sulindac, Bhagat K, 2001. Lisinopril/hydrochlorthiazid og diclofenac Et studie med 15 patienter kunne ikke påvise ændringer i det med lisinopril og hydroclorthiazid nedsatte BT hos hypertonikere med arthrose ved indgift af diclofenac, Bhagat K, 2001. Lisinopril/hydrochlorthiazid og ibuprofen Et studie med 15 patienter kunne ikke påvise ændringer i det med lisinopril og hydroclorthiazid nedsatte BT hos hypertonikere med arthrose ved indgift af ibuprofen, Bhagat K, 2001. Et studie med 15 hypertensive forsøgspersoner (55-76 år) viste, at ved samtidig indgift i 2x1 måned, med en mellemliggende washout måned, af lisinopril/hydrochlorthiazid (10/6,25-20/12,5 mg/dag) og ibuprofen (400-600 mg t.i.d.) blev den antihypertensive effekt af lisinopril/hydrochlorthiazid nedsat, idet systolisk blodtryk steg med 7,7% (11,2 mmHg) i den første måned og 6,7% (9,7 mmHg) i anden måned sammenlignet med når disse patienter fik lisinopril/hydrochlorthiazid alene. Det diastoliske blodtryk steg også signifikant, Pavlicevic I, Kuzmanic M et al, 2008. Lisinopril/hydrochlorthiazid og piroxicam Et studie med 14 hypertensive forsøgspersoner (55-76 år) viste, at ved samtidig indgift i 2x1 måned, med en mellemliggende washout måned, af lisinopril/hydrochlorthiazid (10/6,25-20/12,5 mg/dag) og piroxicam (10-20 mg/dag) blev den antihypertensive effekt af lisinopril/hydrochlorthiazid nedsat, idet systolisk blodtryk steg med 9,4% (14 mmHg) i den første måned og 8,6 % (12,8 mmHg) i anden måned sammenlignet med når disse patienter fik lisinopril/hydrochlorthiazid alene. Det diastoliske blodtryk steg også signifikant, Pavlicevic I, Kuzmanic M et al, 2008. Trandolapril(/hydrochlorthiazid) og celecoxib Et studie finder ingen statistisk signifikante forskelle i døgnblodtryk bortset fra, at fire timer efter indgift af celecoxib forekommer kortvarige stigninger i blodtrykket, Izhar M, Alausa T et al, 2004. Trandolapril og indomethacin Et studie med 17 patienter finder, at indomethacin ikke påvirker trandolaprils blodtrykssænkende effekt, Pritchard G, Lyons D et al, 1996. Supplerende litteratur: Palmer R, Weiss R et al, 2003; Reitblat T, Zamir D et al, 2002; Seelig CB, Maloley PA et al, 1990; Brouwers JR og de Smet PA, 1994; de Leeuw PW, 1996; Houston MC, 1991; Johnson AG, Nguyen TV et al, 1994; Pritchard G, Lyons D et al, 1997. Ramipril og naproxen Randomiseret, dobbeltblindet studie, hvor 44 hypertensive patienter med osteoarthritis indgik. Efter 4 ugers wash-out af antihypertensiv behandling, udvalgtes forsøgspersoner med SBT ≥ 140mmHg og/eller DBT ≥ 90 mmHg. De blev behandlet med ramipril 5 mg i en 8 ugers titreringsperiode. Efter 4 uger udgik forsøgspersoner med ukontrolleret blodtryk. Hvis DBT > 90 mmHg opjusteredes til dobbeltdosis, og BP < 140/90 fortsatte med startdosis. Herefter blev halvdelen behandlet med naproxen 500 mg SID i 2 uger. I klinik sås signifikant forhøjet SBT/DBT 6,8/4,6 mmHg (p < 0,01). I dagtimer, om natten samt ambulant 24 t senere, sås tilsvarende stigninger. Der sås kke signifikant forskel i HR med og uden samtidig behandling med naproxen. Mulig mekanisme: ACE-I inhiberer nedbrydning af bradykinin, hvilken har vist at øge vasodilaterende PG syntese og således bidrager til hypotensiv effekt af ACE-I. NSAIDS inhiberer arachidonsyre-metabolisme i COX pathway, hvilket leder til supprimeret PG syntese Gualtierotti R, Zoppi A et al, 2013a. "Triple Whammy" ved ACE-hæmmere/AT-II antagonister + NSAID + diuretika Kombinationen af ACE-hæmmer eller AT-II antagonist + NSAID + diuretika øger risikoen for såkaldt "Triple Whammy" (en tredobbelt belastning af nyrerne). 1)Loboz. Drug combinations and impaired renal function – the ‘triple whammy’. Br J Clin Pharm 2005;59:239-43. 2)Camin RM, Cols M, Chevarria JL, et al. Acute kidney injury secondary to a combination of renin-angiotensin system inhibitors, diuretics and NSAIDS: “The Triple Whammy”. Nefrologia. 2015;35(2):197-206. [PubMed ID 26300514] 3)Fournier JP, Sommet A, Durrieu G, Poutrain JC, Lapeyre-Mestre M, Montastruc JL; French Network of Regional Pharmacovigilance Centres. More on the “Triple Whammy”: antihypertensive drugs, non-steroidal anti-inflammatory agents and acute kidney injury - a case/non-case study in the French pharmacovigilance database. Ren Fail. 2014;36(7):1166-1168. [PubMed ID 24826803] 4)Lapi F, Azoulay L, Yin H, Nessim SJ, Suissa S. Concurrent use of diuretics, angiotensin converting enzyme inhibitors, and angiotensin receptor blockers with non-steroidal anti-inflammatory drugs and risk of acute kidney injury: nested case-control study. BMJ. 2013;346:e8525. [PubMed ID 23299844]
Pritchard G;Lyons D;Webster J;Petrie JC;MacDonald TM, Br J Clin Pharmacol, 1997, 44:145-149; Do trandolapril and indomethacin influence renal function and renal functional reserve in hypertensive patients? AIMS: To assess the effect of trandolapril (2 mg once daily) and indomethacin (25 mg three times daily), alone and in combination, on renal function and renal functional reserve in hypertensive patients (DBP 95-115 mmHg) requiring regular non-steroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs). METHODS: Randomized, double-blind, placebo-controlled, four way crossover design. After 3 weeks treatment renal plasma flow (RPF) and glomerular filtration rate (GFR) were measured using the p-aminohippurate (PAH) and inulin methods. Renal functional reserve was estimated by measuring RPF and GFR at the end of an intravenous infusion of dopamine 2 microg kg(-1) and 10% amino acid solution. RESULTS: There was no significant difference in RPF between treatments: -22.79 ml min(-1) (95% CI -54.82, 9.24) for placebo and trandolapril, -10.37 ml min(-1) (95% CI -30.7, 9.96) for placebo and indomethacin, -14.78 ml min(-1) (95% CI -50.33, 20.77) for placebo and trandolapril with indomethacin. There was no significant difference in functional reserve RPF between treatments: -34.96 ml min(-1) (95% CI -119.8, 49.88) for placebo and trandolapril, 29.78 ml min(-1), -15.18, 74.74) for placebo and indomethacin, and -25.84 ml min(-1) (95% CI -87.62, 35.94) for placebo and trandolapril with indomethacin. There was no significant difference in GFR between treatments: -1.01 ml min(-1) (95% CI -7.45, 5.42) for placebo and trandolapril, -7.88 ml min(-1) (95% CI -15.08, -0.68) for placebo and indomethacin, and -0.36 ml min(-1) (95% CI -7.58, 6.86) for placebo and trandolapril with indomethacin. There was no significant difference in functional reserve GFR between treatments: 5.13 ml min(-1) (95% CI -4.97, 15.23) for placebo and trandolapril, 6.31 ml min(-1) (95% CI -1.88, 14.5) for placebo and indomethacin, 7.21 ml min(-1) (95% CI 1.26, 13.16) for placebo and trandolapril with indomethacin. CONCLUSION: In hypertensives chronic treatment with NSAIDs or ACEI alone or in combination did not change RPF or GFR and did not change renal functional reserve capacity of RPF or GFR Morgan TO;Anderson A;Bertram D, Am J Hypertens, 2000, 13:1161-1167; Effect of indomethacin on blood pressure in elderly people with essential hypertension well controlled on amlodipine or enalapril Arthritis and hypertension are frequent comorbidities in the elderly hypertensive population. Nonsteroidal anti-inflammatory drugs are often used to relieve pain in arthritic patients but a side effect is sodium retention and consequent elevation of blood pressure (BP). The effect of dihydropyridine calcium blocking drugs is relatively independent of sodium intake, whereas the angiotensin-converting enzyme (ACE) inhibitors´ effects can be blunted by a high-sodium diet. This study compared the effects of indomethacin with placebo in elderly patients with essential hypertension who had been controlled with amlodipine or enalapril. Indomethacin 50 mg twice daily or placebo was administered for 3 weeks in a double-blind crossover study to patients controlled with amlodipine or enalapril. The response was assessed by ambulatory BP measurement. Indomethacin raised BP and lowered pulse rates in patients taking enalapril but had little effect in patients receiving amlodipine. The difference caused by indomethacin between the two groups was 10.1/4.9 mm Hg increase in BP and a 5.6 beats/min fall in pulse in people taking enalapril. Addition of indomethacin to patients taking either drug caused a rise in weight and a fall in plasma renin. It is postulated that the effect is due to inhibition of prostaglandin synthesis, which causes sodium retention. In patients taking amlodipine, the fall in plasma renin ameliorates the effect of sodium retention on BP. In patients taking enalapril, plasma renin falls but this is not translated into an effect because of the blockage of converting enzyme. Thus, the full effect of sodium retention on BP is expressed. In patients treated with indomethacin, fewer patients may respond to ACE inhibitors. However, the major problem is the patient who intermittently takes indomethacin or other nonsteroidal anti-inflammatory drugs, which, if a person is treated by an ACE inhibitor causes BP to go out of control. In such patients amlodipine would appear to be a preferred choice to enalapril Fogari R;Zoppi A;Carretta R;Veglio F;Salvetti A, J Hypertens, 2002, 20:1007-1014; Effect of indomethacin on the antihypertensive efficacy of valsartan and lisinopril: a multicentre study OBJECTIVE : To compare the effect on antihypertensive efficacy produced by the addition of indomethacin to the angiotensin II (Ang II) antagonist, valsartan, or to the angiotensin-converting enzyme inhibitor, lisinopril, in hypertensive patients with chronic osteoarthritis. SUBJECTS AND METHODS : One hundred and twenty-eight patients (52 men and 76 women) aged 25-82 years (mean age 55.7 years), with diastolic blood pressure (DBP) > 100 mmHg at the end of a 2-week placebo washout period were allocated randomly to groups to receive valsartan (80-160 mg once daily) or lisinopril (10-20 mg once daily). At the end of 10 weeks of treatment, patients with DBP < 90 mmHg, while continuing to receive valsartan or lisinopril treatment, were allocated randomly to groups to receive either indomethacin (50 mg three times a day) or the corresponding placebo for 2 weeks, with a 1-week washout period between the two treatments, according to a double-blind, crossover design. After the initial washout period, patients were examined at the end of the 4th, 8th and 10th weeks of randomized treatment with valsartan and lisinopril, at the end of the first crossover period and then at the beginning and at the end of the second crossover period. At each visit, sitting and standing blood pressure were measured by standard mercury sphygmomanometer. RESULTS : The addition of indomethacin blunted the blood pressure-decreasing effect of both antihypertensive drugs. Although indomethacin produced greater increases in both systolic and DBP values in the lisinopril-treated patients (5.45/3.22 mmHg) than in the valsartan-treated ones (2.12/1.87 mmHg), no significant difference between the two drugs was found. CONCLUSIONS : From a theoretical standpoint, these findings suggest that prostaglandins may play a part in the antihypertensive action of Ang II antagonists. From a practical standpoint, hypertensive patients treated with valsartan or with lisinopril should be monitored to detect changes in blood pressure control while receiving indomethacin Gualtierotti R;Zoppi A;Mugellini A;Derosa G;D'Angelo A;Fogari R, Expert Opin Pharmacother , 2013, a, 14:1875-1884; Effect of naproxen and acetaminophen on blood pressure lowering by ramipril, valsartan and aliskiren in hypertensive patients BACKGROUND: Non-steroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs) are frequently used for reducing pain and other symptoms in osteoarthritis (OA). NSAIDs have been associated with an increase in blood pressure (BP) in both normotensive and hypertensive individuals and a blunting effect on various anti-hypertensive medications. Acetaminophen effects on anti-hypertensive treatment, instead, are still a matter of debate. OBJECTIVES: To assess the effect of naproxen versus acetaminophen on ramipril, valsartan and aliskiren therapy in hypertensive patients with OA in a double-blind, cross-over study, by measuring clinic, ambulatory BP and heart rate (HR). RESULTS: One hundred seventy four patients were randomly treated with ramipril, valsartan or aliskiren for 8 weeks and 135 patients with normalized BP were randomized to receive naproxen or acetaminophen for 2 weeks. Naproxen significantly increased clinic and ambulatory systolic/diastolic BP (SBP/DBP) values in patients treated with ramipril (p < 0.01) or valsartan (p < 0.05), but did not affect aliskiren effects. Also acetaminophen slightly but significantly affected clinic and ambulatory SBP/DBP in all three groups and, surprisingly, it also produced a slight increase in HR (+3.1, +3.3 and +3.4 b/min day-time HR values, for ramipril, valsartan and aliskiren, respectively; p < 0.05). CONCLUSIONS: Both naproxen and acetaminophen can affect anti-hypertensive therapy with ramipril, valsartan or aliskiren with a different extent. When acetaminophen is chosen for OA management in subjects with hypertension, patients should be evaluated as carefully as when traditional NSAIDs are given White WB;Kent J;Taylor A;Verburg KM;Lefkowith JB;Whelton A, Hypertension, 2002, 39:929-934; Effects of celecoxib on ambulatory blood pressure in hypertensive patients on ACE inhibitors Nonselective nonsteroidal anti-inflammatory agents have been shown to attenuate the antihypertensive efficacy of ACE inhibitors with average increases in systolic blood pressure (BP) of 5 to 10 mm Hg. Less is known about the specific cyclooxygenase-2 (COX-2) inhibitors now widely used for the treatment of arthritis. The objective of this study was to determine the effects of celecoxib compared with placebo on 24-hour BP levels in ACE inhibitor-treated patients with hypertension. This was a randomized, double-blind, placebo-controlled, parallel-group clinical trial involving 178 men and women (mean age, 53 years) with essential hypertension who were treated and controlled with lisinopril monotherapy (10 to 40 mg daily). Baseline BP values were obtained using 24-hour ambulatory recordings. Patients received either celecoxib, 200 mg twice daily (twice the recommended dose for osteoarthritis) (n=91), or placebo (n=87) for 4 weeks, and changes in the 24-hour BP, body weight, and clinical laboratory parameters were assessed. Mean changes from baseline in the 24-hour systolic and diastolic BP were 2.6/1.5+/-0.9/0.6 mm Hg on celecoxib versus 1.0/0.3+/-1/0.6 mm Hg on placebo (P=0.34 for systolic BP; P=0.45 for diastolic BP). The proportion of patients whose 24-hour BP increased by at least 5, 10, 15, or 20 mm Hg were also similar on celecoxib and placebo. No changes in body weight, serum creatinine, or potassium occurred in either group. Thus, these data demonstrate that high doses of celecoxib have no significant effect on the antihypertensive effect of the ACE inhibitor lisinopril. The placebo-subtracted changes observed in 24-hour BP (1.6/1.2 mm Hg) are less than what has been reported for nonselective nonsteroidal anti-inflammatory agents in ACE inhibitor-treated patients Izhar M;Alausa T;Folker A;Hung E;Bakris GL, Hypertension, 2004, 43:573-577; Effects of COX inhibition on blood pressure and kidney function in ACE inhibitor-treated blacks and hispanics Cyclo-oxygenase (COX) inhibitors attenuate the antihypertensive effects of angiotensin-converting enzyme (ACE) inhibitors and reduce kidney function. The study tests the hypothesis that these two classes of drugs have similar effects on glomerular filtration rate (GFR) and 24-hour blood pressure. The primary endpoint was change in 24-hour systolic blood pressure. Using a randomized crossover design, 25 black and Hispanic hypertensive participants (mean age 58+/-3 years) with osteoarthritis were studied. All participants received an ACE inhibitor at baseline. Once systolic blood pressure was <140 mm Hg, either celecoxib 200 mg/d or diclofenac 75 mg twice daily for 4 weeks was started. After measurements were obtained, all participants underwent a 2-week washout period and crossed over to the other drug for 4 weeks. A significant difference in mean 24-hour systolic blood pressure was noted between groups at 4 weeks (+4.1+/-1.1 mm Hg diclofenac versus +0.6+/-0.6 mm Hg celecoxib; P=0.01). However, because celecoxib has duration of action shorter than 24 hours, we compared ambulatory values at celecoxib trough and peak activities. At peak, no difference in systolic blood pressure was noted between agents (+3.6+/-0.04 mm Hg diclofenac versus +4.2+/-1.9 mm Hg celecoxib; P=0.67). GFR was also differentially affected at 24 hours (-9.9+/-2.4 mL/min diclofenac versus -0.4+/-1.2 mL/min celecoxib; P=0.01). We conclude that diclofenac and celecoxib increase systolic blood pressure at peak levels; however, these agents differ in their 24-hour effects. Differences observed in blood pressure response between COX inhibitors may not be related in their sensitivity but rather their dosing frequency Palmer R;Weiss R;Zusman RM;Haig A;Flavin S;MacDonald B, Am J Hypertens, 2003, 16:135-139; Effects of nabumetone, celecoxib, and ibuprofen on blood pressure control in hypertensive patients on angiotensin converting enzyme inhibitors Nonsteroidal anti-inflammatory drugs interfere with certain antihypertensive therapies. In a double-blind study, 385 hypertensive patients stabilized on an angiotensin converting enzyme inhibitor were treated with nabumetone, celecoxib, ibuprofen, or placebo for 4 weeks. Ibuprofen caused significantly greater increases in systolic (P < .001) and diastolic (P < .01) blood pressures (BPs) compared to placebo, but not nabumetone or celecoxib. The proportion of patients with systolic BP increases of clinical concern at end point was significantly higher (P < .001) for the ibuprofen group (16.7%; 15 of 90), but not for the nabumetone group (5.5%; 5 of 91) or the celecoxib group (4.6%; 4 of 87) compared to the placebo group (1.1%; 1 of 91) Bhagat K, East Afr Med J, 2001, 78:507-509; Effects of non-steroidal anti-inflammatory drugs on hypertension control using angiotensin converting enzyme inhibitors and thiazide diuretics OBJECTIVES: To determine the impact of three non-steroidal anti-inflammatory drugs on the efficacy of two anti-hypertensive drugs. DESIGN: Fifteen women with arthritis and hypertension who were receiving lisinopril and HCT, and administered sequentially in random order ibuprofen, sulindac, and diclofenac for one month each, with an intervening two-week washout period between each treatment period. During the washout period, subjects received paracetamol. SETTING: Hypertension Clinic, Medical Centre, Harare, Zimbabwe. SUBJECTS: Fifteen female hypertensive women with documented arthritis. MAIN OUTCOME MEASURES: Blood pressure at the end of two weeks of paracetamol was compared with blood pressure after one month of treatment with each of the NSAID. RESULTS: Mean blood pressure was unchanged before and after all NSAIDs: 108 +/- 7 versus 107 +/- 9 for diclofenac, 108 +/- 9 versus 108 +/- 9 for sulindac, and 108 +/- 8 versus 107 +/- 9 for ibuprofen. The 24 hour urinary sodium excretion was not significantly different. CONCLUSION: The three NSAIDs investigated did not neutralise the antihypertensive effect of the combination of lisinopril and HCT, and hence the blood pressure lowering action of the combination may not be prostaglandin dependent Rogulj D;Hauptfeld M;Iskra MS;Zorko VK;Strasek M, Arh Hig Rada Toksikol , 2010, 61:241-245; Extreme hyperkalaemia caused by concomitant use of a NSAID and an ace inhibitor in an elderly patient Extreme hyperkalaemia is a life-threatening electrolyte disorder. It is relatively common in patients with severe renal insufficiency. This report describes a case of extreme hyperkalaemia caused by drugs in an 82-year-old female patient without severe renal insufficiency, who was successfully treated without haemodialysis. The patient had been treated for arterial hypertension and type 2 diabetes mellitus for 30 years. Over the last years she had been receiving enalapril and metformin. Three weeks before the admission to the hospital, she was receiving a non-steroidal anti-inflammatory drug (NSAID) because of the back pain. She was admitted to hospital due to a collapse and weakness in the limbs. Laboratory tests showed extreme hyperkalaemia, high blood sugar, metabolic acidosis, elevated serum creatinine and blood urea nitrogen (BUN), and a slightly elevated serum sodium. On ECG, we noticed typical signs of hyperkalaemia.The patient was treated with a slow intravenous bolus of calcium gluconate and intravenous infusion of sodium chloride with insulin, glucose with insulin and sodium bicarbonte. After the treatment, all laboratory findings normalised together and the patient felt better. This case shows that physicians should be very careful when prescribing NSAIDs to elderly patients treated with drugs that affect renal function Pritchard G;Lyons D;Webster J;Petrie JC;MacDonald TM, J Hum Hypertens, 1996, 10:763-767; Indomethacin does not attenuate the hypotensive effect of trandolapril This is a randomised, double-blind, placebo-controlled, four-way crossover study to determine if indomethacin attenuates the hypotensive effect of trandolapril. Twenty-three hypertensive patients (diastolic blood pressure (DBP) 95-115) requiring NSAID were recruited. Seventeen completed the study. Three week treatment periods: trandolapril 2 mg od and indomethacin 25 mg tds, trandolapril 2 mg and placebo, indomethacin and placebo, placebo and placebo. Clinic and ambulatory BP after 3 weeks of each treatment. Study had 85% power to detect a 5 mm Hg difference in BP (s.d. 7 mm Hg). End of treatment clinic BPs were: 152.9/98 mm Hg (95% CI 147.2, 158.6/95.8, 101.4) with placebo and placebo; 150.4/94.9 mm Hg (95% CI 144.7, 156.1/92.1, 97.7) with trandolapril and indomethacin; 148.2/96.5 mm Hg (95% CI 142.5, 153.9/93.7, 99.3) with trandolapril and placebo; and 156.6/97.4 mm Hg (95% CI 150.9, 162.3/94.6, 100.2) with indomethacin and placebo. There were no significant interactions between trandolapril and indomethacin for clinic systolic BP (SBP) (P = 0.79) or clinic DBP (P = 0.87). When trandolapril treatments (placebo or with indomethacin) were compared to treatments without trandolapril (placebo or indomethacin), trandolapril lowered clinic SBP by 5.4 mm Hg (P = 0.047) and DBP by 2.3 mm Hg (P = 0.08). Mean ambulatory BP was: 140.6/88.2 mm Hg (trandolapril and placebo); 142.8/89.7 mm Hg (trandolapril and indomethacin); 149.6/95.0 mm Hg, (indomethacin and placebo); 147.7/94.0 mm Hg (placebo and placebo). Compared with placebo, trandolapril and placebo lowered BP by 6.5/7.5 mm Hg (P < 0.001, SBP; P < 0.001, DBP). Compared with indomethacin, trandolapril and indomethacin lowered BP by 5.0/5.5 mm Hg (P = 0.001, SBP; P < 0.001, DBP). In the present study trandolapril 2 mg lowered clinic SBP and ambulatory BP, but indomethacin did not attenuate this. Indomethacin had no significant effect on either clinic or ambulatory BP. The antihypertensive effects of trandolapril in this study were modest. Patient selection factors may have contributed to the observed responses, but it seems unlikely from these data that a clinically important drug interaction has occurred Salvetti A;Abdel-Haq B;Magagna A;Pedrinelli R, Clin Exp Hypertens A, 1987, 9:559-567; Indomethacin reduces the antihypertensive action of enalapril We evaluated the influence of indomethacin on the pharmacological actions of Enalapril in 9 uncomplicated essential hypertensives. While on chronic treatment with Enalapril, these patients randomly received indomethacin (50 mg bid) or a corresponding placebo for 1 week and the opposite treatment after a 2 week interval. Indomethacin, which decreased serum thromboxane B2 and urinary 6-keto prostaglandin-F1 alpha, reduced the plasma renin activity (PRA) increased by Enalapril. Indomethacin did not modify serum ACE, whose activity had been reduced by the ACE inhibitor. Mean blood pressure (MBP) values, which were significantly and to a similar extent reduced by Enalapril at the beginning of the cross-over, after placebo addition and at the end of the two week interval, were significantly increased by indomethacin, despite being still significantly lower than baseline values. These data show that systemic and renal prostaglandin (PG) synthesis inhibition induced by indomethacin can blunt the antihypertensive effect of chronic Enalapril treatment in patients with essential hypertension Polonia J;Boaventura I;Gama G;Camoes I;Bernardo F;Andrade P;Nunes JP;Brandao F;Cerqueira-Gomes M, J Hypertens, 1995, 13:925-931; Influence of non-steroidal anti-inflammatory drugs on renal function and 24h ambulatory blood pressure-reducing effects of enalapril and nifedipine gastrointestinal therapeutic system in hypertensive patients OBJECTIVE: To evaluate the influence of non-steroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs; aspirin and indomethacin) on the renal and antihypertensive effects of enalapril and nifedipine gastrointestinal therapeutic system (GITS) in patients with essential hypertension. DESIGN AND METHODS: In a crossover study, 18 patients on an unrestricted-salt diet were randomly assigned to receive either enalapril (20-40 mg/day) or nifedipine-GITS (30-60 mg/day) for 4-8 weeks, followed by aspirin (100 mg/day for 2 weeks) and then indomethacin (75 mg/day for 1 week). Blood pressure was measured by 24h ambulatory monitoring. RESULTS: Enalapril and nifedipine-GITS significantly reduced blood pressure compared with placebo. Aspirin did not alter the antihypertensive effect of either drug. Indomethacin attenuated (by 45%) the antihypertensive effect of enalapril throughout the 24h period of evaluation, but did not interfere with the effect of nifedipine. Furthermore, indomethacin significantly reduced the fractional excretion of sodium and plasma levels of prostaglandins in a similar way when added to either the enalapril or the nifedipine regimen. CONCLUSIONS: Vasodilatory prostaglandins are probably involved in the antihypertensive effects of enalapril but not of nifedipine, and this interaction seems to be independent of any indomethacin-induced decrease in renal sodium excretion. Nifedipine may be an appropriate drug to treat hypertensive patients requiring concomitant therapy with NSAID Pavlicevic I;Kuzmanic M;Rumboldt M;Rumboldt Z, Can J Clin Pharmacol, 2008, 15:e372-e382; Interaction between antihypertensives and NSAIDs in primary care: A controlled trial Background: Non-steroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs) may increase blood pressure (BP) and blunt the effects of many antihypertensives. It seems that NSAIDs and the antihypertensive drugs differ in their propensity to such an interaction. Objectives: To determine the extent of the interaction between two antihypertensives and three NSAIDs. Methods: A prospective clinical trial in a family practice included 88 treated hypertensives aged over 55 years; 39 controls and 49, also taking NSAIDs for osteoarthritis. During this 3-month study, two antihypertensives, lisinopril/hydrochlorothiazide and amlodipine, were compared with three NSAIDs: ibuprofen, acetaminophen, and piroxicam. BP was measured with standard mercury sphygmomanometer and with an automatic device, in standing, sitting, and supine position. Results: The average starting blood pressure in the study group was 149.3+/-9.8/88.6+/-6.8 mm Hg. In the lisinopril/hydrochlorothiazide subgroup, both ibuprofen and piroxicam elevated systolic BP by 7.7-9.9% (p<0.001), which, during the acetaminophen period, decreased by 6.9-9.4% to 0.3-0.9% above baseline (p<0.001), increasing again by 7.0-7.7% (p<0.001) during the second exposition to these drugs. In the amlodipine subgroup, ibuprofen or piroxicam increased BP by 1.1-1.6% (p>0.290) only, and there were no significant shifts in the follow-up periods. Analogous deviations were observed with both measurement devices, in all the examinee's positions. In the control group, BP did not change appreciably. Conclusions: Piroxicam and ibuprofen markedly blunt the effects of antihypertensive drugs while acetaminophen is almost inert. Lisinopril/ hydrochlorothiazide combination is much more affected by this interaction than amlodipine (ClinicalTrials.gov #NCT00631514). copyright2008 Canadian Society for Pharmacology and Therapeutics. All rights reserved Morgan T;Anderson A, J Hypertens Suppl, 1993, 11:S338-S339; Interaction of indomethacin with felodipine and enalapril Reitblat T;Zamir D;Estis L;Priluk R;Drogenikov T;Viskoper JR, J Hum Hypertens, 2002, 16:431-434; The different patterns of blood pressure elevation by rofecoxib and nabumetone Hypertension and knee osteoarthritis (OA) are frequent comorbidities. Nonsteroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs) are often used to relieve pain in such patients. In the last decade selective NSAIDs are used more commonly since they lead to less gastrointestinal complications. As has been shown, the treatment with NSAIDs may cause a mild rise of arterial blood pressure (BP). The influence of selective NSAIDs on BP, particularly in hypertensive patients has still to be investigated. The aim of this study was to determine arterial BP changes in patients suffering from stable arterial hypertension and knee OA and treated with rofecoxib or nabumetone. Two groups of patients with knee OA and stable arterial hypertension received either 25 mg rofecoxib once daily or namebutone 2000 mg once daily during the first week of treatment and 1000 mg for the following 3 weeks. Twenty-four hour arterial BP monitoring was performed prior to initiation of treatment and at the end of a 4-week period. The results were that no changes were found in the mean systolic and diastolic characteristics of BP in the rofecoxib treatment group during day time (delta systolic BP -0.4 mm Hg and delta diastolic BP -0.4 mm Hg), while nocturnal BP increased significantly: delta systolic BP +15.7 mm Hg and delta diastolic BP +8.5 mm Hg. The mean systolic arterial pressure in the nabumeton group raised delta systolic BP 2.9 mm Hg in the daytime and 5 mm Hg during the night-time after the treatment. The mean diastolic arterial pressure also rose delta diastolic 3.2 mm Hg and 4.9 mm Hg at day and night hours respectively. In conclusion rofecoxib treatment did not change arterial BP during day time hours, however, there was a distinct increase in night-time systolic and diastolic BP leading to a disappearance of the physiological diurnal variation. Nabumetone caused a moderate increase of day and night BP, without changes in biological diurnal variation Juhlin T;Erhardt LR;Ottosson H;Jonsson BA;Hoglund P, Eur J Heart Fail, 2007, 9:191-196; Treatments with losartan or enalapril are equally sensitive to deterioration in renal function from cyclooxygenase inhibition BACKGROUND: The beneficial effects of angiotensin converting enzyme (ACE)-inhibitors are in part mediated through the inhibition of the degradation of the vasodilator bradykinin. The bradykinin effect is counteracted by cyclooxygenase-inhibitors. Angiotensin receptor blockers (ARBs) do not affect bradykinin. AIMS: To test the hypothesis that renal counteraction from a cyclooxygenase-inhibitor, diclofenac, is different in subjects treated with an ACE-inhibitor, enalapril compared with an ARB, losartan. METHODS: Twelve elderly, healthy, slightly over-hydrated subjects received diclofenac orally after pre-treatment with a diuretic, bendroflumethiazide, and enalapril or bendroflumethiazide and losartan, in a double-blind cross-over fashion, with a wash-out period of at least 1 week. RESULTS: Diclofenac reduced GFR significantly from 81(64-98) ml/min at first observations after dose for enalapril to 29(16-42) and from 76(64-88) after losartan to 35(24-46). There was no significant difference between enalapril and losartan in GFR. Diclofenac induced decreases in urine flow, excretion rates and clearances of sodium, osmolality clearance and free water clearance, irrespective of treatment with enalapril or losartan. However, serum potassium and handling of potassium were significantly lower after losartan-treatment. CONCLUSION: The negative renal effects of diclofenac administration in subjects with activation of the renin-angiotensin system and enalapril treatment are the same in subjects with activation of the renin-angiotensin system and losartan treatment
|
|
|
|
|
|