|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Indholdsstof levothyroxin |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for levothyroxin og warfarin |
|
Kontrol af warfarins antikoagulerende virkning (INR) ved indledning med levothyroxinbehandling. Dosisreduktion kan være nødvendig.
Ved opstart af behandling med thyroideahormoner hos patienter i behandling med perorale vitamin K antagonister, vil man kunne forvente øget effekt af antikoagulantia. Hvis patienterne derimod er i stabil behandling med thyroideahormoner forventes ikke interaktion med perorale vitamin K antagonister.
moderat
veldokumenteret
vitamin K antagonister, perorale phenprocoumon, warfarin thyreoideapræparater levothyroxin
Hos patienter i stabil behandling med thyroidhormoner forventes ingen interaktion med perorale vitamin K antagonister, mens der ved tillægning af thyroideahormoner til patienter i behandling med vitamin K antagonister, vil kunne forventes øget effekt af antikoagulans.
Der er i litteraturen ikke lokaliseret kliniske studier omhandlende interaktioner med thyroideahormoner og phenprocoumon, men interaktioner som gælder for warfarin forventes også at gælde for phenprocoumon.
Litteraturgennemgang - Vis
Warfarin og levothyroxin Thyroideahormoner øger metabolismen af vitamin K afhængige koagulationsfaktorer. Hvis behandling med thyroideahormoner startes hos patienter (Stephens MA og Self TH, 1989; Costigan DC, Freedman MH et al, 1984) der allerede er i behandling med perorale antikoagulantia, kan forventes øget effekt af antikoagulantia og en reduktion af warfarin dosis med ca. 50% kan være nødvendig. Hvis patienterne derimod er i stabil behandling med thyroideahormoner forventes der ikke interaktion med perorale antikoagulantia, Vagenakis AG, Cote R et al, 1972; Self T og Weiburst M, 1975; Rice AJ, McIntosh TJ et al, 1971. Et kohorte studie inkluderede 10.532 ældre patienter, som havde været i behandling med warfarin i mindst 3 måneder inden påbegyndt behandling med levothyroxin, og som havde været indlagt pga. blødning, Pincus D, Gomes T et al, 2012a. Der var desuden en kontrolgruppe på 40.595. Der blev ikke fundet en signifikant klinisk interaktion mellem warfarin og levothyroxin målt på risiko for hospitalsindlæggelse på grund af blødninger. Et retrospektivt, selv-kontrolleret studie inkluderede 102 patienter, som modtog kronisk warfarin behandling og blev fulgt i 90 dage før og efter levothyroxin behandling. Den daglige index dosis af levothyroxin blev kategoriseret til 25 µg, 50 µg eller >50 µg og den gennemsnitlige warfarin dosis/INR ratio før og efter levothyroxin behandling blev beregnet. Der blev ikke fundet en signifikant forskel i warfarin dosis/INR ratioen før og efter levothyroxin behandlingen blev opstartet. Det konkluderes derfor, at INR monitorering ikke er nødvendig hos patienter, der er i kronisk og stabil behandling med warfarin, som opstartes på levothyroxin, Wood MD, Delate T et al, 2014a. Phenprocoumon og levothyroxin Hos en 62-årig kvinde rapporterer en labil antikoagulation profil efter på begyndt behandling med levothyroxin (50 mcg dagligt) udover behandling med phenprocoumon (3 mg / dag). Dette resulterede i en forhøjet INR (11 ca.) og makroskopisk hæmaturi, som krævede hospitalsindlæggelse. Phenprocoumon behandling pauseredes og efter 24 timer INR faldt til 2,14. Patientens INR steg 3 dage efter genoptagelse phenprocoumon terapi (1,5 mg / dag) til 6,79. Gaeti WP, Obreli-Neto PR et al, 2014 Supplerende litteratur: Wright DL, Carlson HE et al, 1987, Weintraub M, Breckenridge RT et al, 1973, Solomon HM og Schrogie JJ, 1967, Owens J, Neely W et al, 1962.
Pincus D;Gomes T;Hellings C;Zheng H;Paterson JM;Mamdani MM;Juurlink DN, Clin Pharmacol Ther, 2012, a, 92:December; A population-based assessment of the drug interaction between levothyroxine and warfarin Most drug interaction resources suggest that levothyroxine can dramatically potentiate the effect of warfarin. However, the mechanistic basis of the interaction is speculative, and little evidence supports a meaningful drug interaction. We conducted a population-based nested case-control study to examine the risk of hospitalization for hemorrhage following the initiation of levothyroxine in a cohort of 260,076 older patients receiving warfarin. In this group, we identified 10,532 case subjects hospitalized for hemorrhage and 40,595 controls. In the primary analysis, we found no association between hospitalization for hemorrhage during warfarin therapy and initiation of levothyroxine in the preceding 30 days (adjusted odds ratio 1.11, 95% confidence interval 0.67-1.86). Secondary analyses using more remote initiation of levothyroxine also found no association. These findings suggest that concerns about a clinically meaningful levothyroxine-warfarin drug interaction are not justified. Drug interaction resources that presently characterize this interaction as important should reevaluate this classification. 2012 American Society for Clinical Pharmacology and Therapeutics Wood MD;Delate T;Clark M;Clark N;Horn JR;Witt DM, Tomt indhold, 2014, a, 12:August; An evaluation of the potential drug interaction between warfarin and levothyroxine Background: Drug interaction references report that initiation of levothyroxine potentiates the effects of warfarin, and recommend more frequent International Normalized Ratio (INR) monitoring, but the mechanism is not well understood. Objective: To assess the impact of levothyroxine initiation on INR response. Patients/Methods: A retrospective, self-controlled study was performed on patients aged > 18 years receiving chronic warfarin therapy who were started on levothyroxine between 1 January 2006 and 30 June 2013, and who were followed for 90 days prior to and after levothyroxine initiation. The included patients had at least one elevated thyroid-stimulating hormone laboratory value in the pre-period, continuous warfarin therapy for 100 days prior to levothyroxine initiation, no purchases of medications known to interact with warfarin, no procedures requiring warfarin interruption, and no bleeding or thromboembolic event during the study period. The primary outcome was a comparison of the warfarin dose/INR ratio recorded before the initiation of levothyroxine with the ratio recorded during the post-period after two consecutive INRs with no warfarin dose change. Results: One hundred and two patients were included in the primary outcome. The mean warfarin dose/INR ratios in the pre-period and post-period were equivalent (P = 0.825). Although the mean warfarin dose was numerically lower in the post-period than in the pre-period, this difference did not reach statistical significance (P = 0.068). Conclusion: No difference in the mean warfarin dose/INR ratio before and after initiation of levothyroxine was detected. The results suggest that there is not a clinically significant interaction between warfarin and levothyroxine, and so additional monitoring may not be necessary. 2014 International Society on Thrombosis and Haemostasis Solomon HM;Schrogie JJ, Clin Pharmacol Ther, 1967, 8:797-799; Change in receptor site affinity: a proposed explanation for the potentiating effect of D-thyroxine on the anticoagulant response to warfarin A healthy female volunteer was given a series of doses of warfarin before and after treatment with D-thyroxine. A marked potentiation of the anticoagulant effect of warfarin was noted during treatment. Analysis of the data according to the method of Lineweaver and Burk demonstrated that D-thyroxine increased the affinity constant (Km) of warfarin for its receptor. It is suggested that this increased affinity of the drug for its receptor site is responsible for the potentiation of the pharmacologic effect. Rice AJ;McIntosh TJ;Fouts JR;Brunk SF;Wilson WR, Am J Med Sci, 1971, 262:211-215; Decreased sensitivity to warfarin in patients with myxedema The anticoagulant effect of warfarin was studied in seven myxedematous patients before and after three and six months of therapy with liothyronine. The patients were given oral warfarin sodium, 40 mg/m2. Prothrombin times and warfarin blood levels were measured before and 3 to 84 hours after warfarin. The increases in prothrombin times after warfarin were less in the myxedematous period than when the patients were euthyroid. A longer period of time was required to reach peak prothrombin response in the myxedematous period. The average plasma half-life, plasma levels and the calculated volumen of distribution of warfarin during the myxedematous session, however, were not different from those after three and six months of liothyronine. These findings indicate that myxedematous patients have diminished prothrombin responses to a single oral doses of warfarin. Owens J;Neely W;Owen;WR, N Engl J Med, 1962;76-79; Effect of sodium dextrothyroxine in patient receiving anticoagulants Any new therapeutic agent brings with it the problem of identifying side effects that would not ordinarily be attributed to the particular drug. The effctiveness of dextrothyroxine in reducing serum cholesterol has been prevoiusly reported. Earlier, we observed that anticoagulated patients receiving this drug tended to require lower anticoagulant dosages. It is the purpose of this work to investigate this effect of dextrothyroxine on the clotting mechanism. Vagenakis AG;Cote R;Miller ME;Braverman LE;Stohlman F, Johns Hopkins Med J, 1972, 131:69-73; Enhancement of warfarin-induced hypoprothrombinemia by thyrotoxicosis Many commonly prescribed drugs may potentiate the anticoagulant effect of warfarin. These drugs exert their effects by altering the intestinal absorption of vitamin K, altering plasma binding of warfarin, decreasing its rate of degradation, increasing the affinity of receptor sites for warfarin, or inhibiting the synthesis or increasing the catabolism of vitamin-K-dependent clotting factors (II, VII, IX and X). Recent articles have reviewed this subject thoroughly. Stephens MA;Self TH, South Med J, 1989, 89:1585-1586; Hypothyroidism: Effect on Warfarin Anticoagulation The anticoagulant effect of warfarin therapy is altered by a host of other medications and clinical conditions. Since the list of potential problems continues to grow, it is difficult to remember unusual or seldom seen interactions. We report a case in which hypothyroidism necessitated a 275% increase in warfarin dosage to maintain a therapeutic prothrombin time ratio. Although this interaction has been suspected with other oral anticoagulants, we believe this is the first reported case of hypothyroidism affecting warfarin therapy. Gaeti WP;Obreli-Neto PR;Cuman RKN, Tomt indhold, 2014, 9:April; Interaction between levothyroxine and phenprocoumon: A case report Several case reports have associated the combined use of thyroid drugs and oral anticoagulants, like coumarin, with overanticoagulation. However, this effect has never been described for phenprocoumon, a coumarin derivate that is widely prescribed in continental European countries and in Latin America. We describe a 62-year-old female who had an unexpectedly labile anticoagulation profile when levothyroxine (Puran T4) was added to her drug therapy regimen, which included phenprocoumon (Marcoumar). This resulted in an elevated international normalized ratio (INR) that was unrecordable and bleeding (macroscopic hematuria) that required hospitalization and treatment with vitamin K. The patient had been taking phenprocoumon for almost ten years for systemic embolism prophylaxis because of her history of mechanical bileaflet mitral valve prosthesis. One month before the events described, the patient was prescribed sodium levothyroxine (50 mcg daily) to treat hypothyroidism (TSH = 40 muU/mL; reference range, 0.40-4.0 muU/mL). Approximately 3 weeks prior to initiation of levothyroxine treatment, her INR was 2.8. A drug interaction was therefore suspected. The Horn Drug Interaction Probability Scale (DIPS) indicated a probable interaction between oral phenprocoumon and levothyroxine in this case. Clinicians should be aware that levothyroxine may interact with oral phenprocoumon, resulting in overanticoagulation. 2014 Versita and Springer-Verlag Wright DL;Carlson HE;Hershman JM;Adelstein EH, Horm Metab Res, 1987, 19:323-324; Lack of effect of warfarin on L-thyroxine metabolism The effect of a single 50 mg dose of warfarin sodium on thyroxine monodeiodination was examined in eight healthy human subjects. There was no evidence that warfarin inhibits 5´-monodeiodination, although such inhibition exists in rats Costigan DC;Freedman MH;Ehrlich RM, Clin Pediatr (Phila), 1984, 23:172-174; Potentiation of oral anticoagulant effect by L-thyroxine Concurrent use of other medications may have an effect on oral anticoagulant therapy. We wish to bring to the attention of pediatricians a major clinical problem resulting from simultaneous administration of warfarin sodium (Coumadin) and L-thyroxine. Weintraub M;Breckenridge RT;Griner PF, J Lab Clin Med, 1973, 81:273-279; The effects of dextrothyroxine on the kinetics of prothrombin activity: proposed mechanism of the potentiation of warfarin by D-thyroxine The kinetics of prothrombin (factor II) were studied in dogs receiving warfarin before and after treatment with D-thyroxine, utilizing the model presented by Nagashima, O`Reilly and Levy. The rate of degradation of factor II activity increased significantly following D-thyroxine (mean increase = 40 per cent). The mean biologic halflife of factor II fell from 27,8 to 21,3 hours. D-thyroxine treatment was accompanied by a significant reduction in factor II activity from control values prior to the administration of warfarin. No consistenst change in the rate of synthesis of factor II following treatment with D-thyroxine may explain the augmentation of warfarin effect in subjects receiving both agent. Self T;Weiburst M, JAMA, 1975, 231:1165-1166; Warfarin-induced Hypoprothrombinemia Hyperthyroidism has been reported to enhance the anticoagulant response to warfarin sodium. We beleive that the following case of increased sensitivity to warfarin was caused primarely by the patients hyperthyroid state.
|
|
|
|
|
|