|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Metoprololsuccinat "Hexal" - Aktivt indholdsstof: metoprolol |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for glibenclamid og metoprolol |
|
Metoprolol påvirker ikke glibenclamids farmakodynamik
ingen
dokumenteret
antidiabetika, sulfonylcarbamid glibenclamid, gliclazid, glimepirid, glipizid, tolbutamid Beta-blokerende midler, usammensatte acebutolol, atenolol, betaxolol, bisoprolol, carvedilol, esmolol, ivabradin, labetalol, Landiololhydrochlorid, metoprolol, nebivolol, oxprenolol, pindolol, propranolol, sotalol, tertatolol, timolol
Non-selektive beta-blokkere kan nedsætte glukosetolerancen hos ikke-insulinkrævende diabetikere, som er i behandling med enten tolbutamid eller glibenclamid, men fasteblodsukkeret påvirkes ikke signifikant.
Hypoglykæmi-symptomer i form af bleghed og sved synes mere udtalt og forlænget efter propranolol. De optræder først ved et lavt blodsukker og kan derfor skjule symptomerne på begyndende hypoglykæmi. Hypoglykæmi kan efterfølges af en blodtryksstigning. Det er veldokumenteret for propranolol og må forventes ved de non-selektive betablokkere.
Beta-1 selektive betablokkere bør foretrækkes til diabetikere i behandling med sulfonylurinstoffer.
Der er i litteraturen ikke lokaliseret yderligere undersøgelser eller kasuistikker, som beskriver betablokkeres påvirkning af sulfonylurinstoffer.
Litteraturgennemgang - Vis
Acebutolol og tolbutamid: Zaman R, Kendall MJ et al, 1982 og Miners JO, Wing LM et al, 1984 finder ingen interaktion mellem acebutolol og tolbutamid. Acebutolol og glibenclamid: Acebutolol i terapeutiske doser kan give et signifikant fald i glibenclamids hypoglykæmiske effekt, Zaman R, Kendall MJ et al, 1982. Metoprolol og tolbutamid: Metoprolol påvirkede ikke det af tolbutamid udløste insulin respons i et dobbelt blindet randomiseret, cross-over studie med 10 hypertensive NIDDM patienter, Totterman KJ og Groop LC, 1982. Metoprolol og glibenclamid: Miners JO, Wing LM et al, 1984 finder i et dobbeltblindet forsøg med 22 hypertensive diabetes patienter, at metoprolol ikke påvirker faste blodsukkeret, glukosetolerancen eller den glibenclamid udløste insulinsekretion. Pindolol og tolbutamid: Patsch W, Patsch JR et al, 1977 fandt i et 6 ugers forsøg, at pindolol ikke påvirkede blodsukkeret ved samtidig behandling med tolbutamid hos 9 diabetes patienter. Propranolol og glibenclamid: Propranolol i terapeutiske doser kan give et signifikant fald i glibenclamids hypoglykæmiske effekt, Zaman R, Kendall MJ et al, 1982. Micossi P, Pollavini G et al, 1984 finder i et dobbeltblindet forsøg med 22 hypertensive diabetes patienter, at propranolol ikke påvirker faste blodsukkeret, men nedsætter glucosetolerancen og den glibenclamid udløste insulinsekretion. Propranolol og tolbutamid: Et studie med 9 forsøgspersoner viste, at propranolol i sig selv ikke påvirkede insulin-niveauet. 5 personer fik propranolol po., hvilket medførte et signifikant fald i den tolbutamid udløste insulinsekretion. Hos de 4 personer der fik iv. propranolol, så man ikke en signifikant ændring, Massara F, Strumia E et al, 1971. Totterman KJ og Groop LC, 1982 fandt ingen signifikant interaktion mellem propranolol og tolbutamid i et dobbelt blindet randomiseret, cross-over studie med 10 hypertensive NIDDM patienter. Supplerende litteratur: Abramson EA, Arky RA et al, 1966; De D, Gallo B et al, 1974; Deacon SP og Barnett D, 1976; Hirsch IB, Boyle PJ et al, 1991a; Kleinbaum J og Shamoon H, 1984; Lager I, Blohme G et al, 1979; Saunders J, Gomeni R et al, 1981; Simonson DC, Koivisto V et al, 1984; Specchia G, Fratino P et al, 1970; Lager I, 1983; Whitcroft I.A. TJMRAWNTH, 1990; White JR og Campbell RK, 2000.
Specchia G;Fratino P;Gamba G, Boll Soc Ital Biol Sper, 1970, 46:586-589; [Influence of propranolol on the action of tolbutamide] Patsch W;Patsch JR;Sailer S, Int J Clin Pharmacol Biopharm, 1977, 15:394-396; [The effect of pindolol on carbohydrate and fat metabolism in diabetes mellitus] Twenty-seven diabetic patients, nine treated with insulin, nine treated with tolbutamid, and nine placed on diet, were given either pindolol or placebo 5 mg, three times daily during a 6-week period. The following 6-week period those receiving pindolol in the first 6 weeks received placebo and vice versa. Pindolol had no influence on the concentration of blood glucose, free fatty acids, triglycerides, or total cholesterol. The effect of pindolol on carbohydrate and fat metabolism appears to be of no clinical relevance in diabetic patients receiving their usual therapy Saunders J;Gomeni R;Kilborn JR;Morselli PL;Sonksen PH, Eur J Clin Pharmacol, 1981, 21:177-184; A comparison between propranolol, practolol and betaxolol (SL75212) on the circulatory and metabolic responses to insulin-induced hypoglycaemia 1. Six healthy male volunteers received equivalent intravenous beta-blocking doses of propranolol, practolol and betaxolol (SL75212) or saline at weekly intervals Sixty minutes later 0.1 unit/kg insulin was given intravenously. 2. In all studies, maximum hypoglycaemia (mean 1.2 mmol/l) was reached thirty minutes after insulin. Recovery from hypoglycaemia was delayed with propranolol but practolol and betaxolol had no effect. 3. Propranolol blocked the tachycardia and widening of pulse pressure seen in saline treated subjects. It also blocked the rebound rise in free fatty acids (FFA) and glycerol concentrations that followed the nadir of hypoglycaemia. 4. Neither practolol nor betaxolol had significant effects on pulse rate or blood pressure but betaxolol resembled propranolol in blocking the rebound rise in FFA and glycerol, while practolol blocked the rise in glycerol alone. 5. The magnitude of the rise in growth hormone following hypoglycaemia was similar in all groups, but the peak was earlier after practolol and betaxolol Simonson DC;Koivisto V;Sherwin RS;Ferrannini E;Hendler R;Juhlin-Dannfelt A;DeFronzo RA, J Clin Invest, 1984, 73:1648-1658; Adrenergic blockade alters glucose kinetics during exercise in insulin-dependent diabetics We investigated the effects of alpha and/or beta adrenergic blockade (with phentolamine and/or propranolol) on glucose homeostasis during exercise in six normal subjects and in seven Type I diabetic subjects. The diabetics received a low dose insulin infusion (0.07 mU/kg X min) designed to maintain plasma glucose at approximately 150 mg/dl. In normals, neither alpha, beta, nor combined alpha and beta adrenergic blockade altered glucose production, glucose uptake, or plasma glucose concentration during exercise. In diabetics, exercise alone produced a decline in glucose concentration from 144 to 116 mg/dl. This was due to a slightly diminished rise in hepatic glucose production in association with a normal increase in glucose uptake. When exercise was performed during beta adrenergic blockade, the decline in plasma glucose was accentuated. An exogenous glucose infusion (2.58 mg/kg X min) was required to prevent glucose levels from falling below 90 mg/dl. The effect of beta blockade was accounted for by a blunted rise in hepatic glucose production and an augmented rise in glucose utilization. These alterations were unrelated to changes in plasma insulin and glucagon levels, which were similar in the presence and absence of propranolol. In contrast, when the diabetics exercised during alpha adrenergic blockade, plasma glucose concentration rose from 150 to 164 mg/dl. This was due to a significant increase in hepatic glucose production and a small decline in exercise-induced glucose utilization. These alterations also could not be explained by differences in insulin and glucagon levels. We conclude that the glucose homeostatic response to exercise in insulin-dependent diabetics, in contrast to healthy controls, is critically dependent on the adrenergic nervous system Lager I, Acta Med Scand Suppl, 1983, 672:63-67; Adrenergic blockade and hypoglycaemia The metabolic effects of beta-adrenoceptor blocking agents during hypoglycaemia in patients prone to hypoglycaemia are of interest as diabetics are often treated with these drugs because of hypertension or angina pectoris. Compared with non-diabetics these patients also have impaired glucose compensation after hypoglycaemia, partly secondary to deficient release of glucagon. This makes the diabetics more dependent on adrenergic mechanisms to recover from low blood glucose concentrations. Non-selective beta-adrenoceptor blockade (propranolol) significantly impairs the glucose recovery rate after hypoglycaemia in insulin dependent diabetics, whereas selective beta-adrenoceptor blockade (metoprolol) does not have this side effect. The mechanism of the effect of propranolol is probably an attenuation of the gluconeogenesis secondary to deficient release of the important gluconeogenic substrates lactate and glycerol Deacon SP;Barnett D, Br Med J, 1976, 2:272-273; Comparison of atenolol and propranolol during insulin-induced hypoglycaemia The effects of atenolol, a new beta1-blocking drug, on pulse rate, sweating, and blood glucose levels during insulin-induced hypoglycaemia were studied in a double-blind crossover trial in eight normal subjects using placebo and propranolol as reference agents. The intensity of induced hypoglycaemia was identical for atenolol, propranolol, and placebo. Propranolol prolonged hypoglycaemia, but atenolol did not. Atenolol may therefore be safe for use in patients receiving insulin White JR;Campbell RK, Endocrinol Metab Clin North Am, 2000, 29:789-802; Dangerous and common drug interactions in patients with diabetes mellitus As more medications are made available to the prescriber, the likelihood of drug interactions will increase. The number of drug interactions encountered by the provider treating the patient with diabetes has increased over the past few years because the number of medications used in the management of hyperglycemia has dramatically increased during that time. These interactions are complex but can be predicted Massara F;Strumia E;Camanni F;Molinatti GM, Diabetologia, 1971, 7:287-289; Depressed tolbutamide-induced insulin response in subjects treated with propranolol The effect of propranolol on 1 g i.v. tol butamide-induced insulin response was studied in 11 subjects. The drug depressed this response, the effect being more noticeable in the patients receiving 200 mg/ day per os for three days. The corresponding blood glucose curves, however, were unaffected by propranolol. The finding suggest that the beta-receptors play a part in sulphonylurea-induced insulin secretion in man. Lager I;Blohme G;Smith U, Lancet, 1979, 1:458-462; Effect of cardioselective and non-selective beta-blockade on the hypoglycaemic response in insulin-dependent diabetics The response to intravenous insulin was studied in seven diabetics after a dose of placebo, propranolol (40 mg), or metoprolol (50 mg). Two of the seven subjects also had a week´s course of each of the same agents taken three times daily. Neither of the beta-blockers potentiated the effect of insulin as judged by the rate of reduction in blood-glucose. However, blood-glucose recovery was reduced significantly by propranolol, but not significantly by metoprolol. Propranolol caused severe bradycardia and raised diastolic blood-pressure during hypoglycaemia; these effects were milder with metoprolol. Propranolol inhibited the free-fatty-acid levels after hypoglycaemia to a greater extent than did metoprolol. The results strongly suggest that propranolol (and presumably other non-selective beta-blockers) is hazardous in subjects prone to hypoglycaemia. When diabetics require beta-blockade a cardioselective beta 1-blocker should be used Kleinbaum J;Shamoon H, Diabetes Care, 1984, 7:155-162; Effect of propranolol on delayed glucose recovery after insulin-induced hypoglycemia in normal and diabetic subjects In order to evaluate the influence of beta-adrenergic blockade on recovery from insulin-induced hypoglycemia, we compared the effect of saline or propranolol infusion during concomitant hypoglycemia in normal and type I diabetic persons. The diabetic subjects were initially rendered euglycemic with a basal insulin infusion. Glucose turnover was measured using [3-3H]glucose tracer. Propranolol caused a small but significant delay in glucose recovery in normal subjects, with plasma glucose only 80% of the values seen during saline infusion 1 h after hypoglycemia (P less than 0.005). This delay was caused by a 70% reduction in the rebound glucose output, which was responsible for posthypoglycemic recovery. In the diabetic subjects, glucose recovery was significantly delayed as compared with that in normal persons, even in the absence of propranolol, and associated with reduced secretion of epinephrine and glucagon. Moreover, the addition of propranolol caused a further 50% reduction in glucose recovery such that plasma glucose remained below 50 mg/dl for 3 h. In contrast to normals, propranolol did not inhibit the already blunted rebound in glucose output. However, propranolol prevented the decline in glucose utilization that occurred when saline alone was infused. During saline infusion, glucose uptake was at basal rates by 60 min whereas, during propranolol administration, glucose uptake remained above baseline until 180 min (P less than 0.01). Thus, propranolol may interfere with glucose recovery after insulin-induced hypoglycemia in diabetic patients by blocking epinephrine´s inhibition of glucose utilization whereas, in normals, propranolol´s effect is largely accounted for by blockade of epinephrine-induced hepatic glucose production Whitcroft I.A. TJMRAWNTH, Horm Metab Res, 1990, 22:42-46; Effects of alpha and betab adrenoceptor blocking drugs and ACE inhibitors on long term glucose and lipid control in hypertensive non-insulin dependent diabetics. Long-term glycaemic control measured by glycosylated haemoglobin concentration was compared in hypertensive NIDD`s taking placebo, alpha-blockers, beta-blockers (alone or in combination) and an ACE inhibitor (enapril) each for 4 months. Alpha-blockade caused no detoriotarion in long-term glycaemic control in NIDD`s. Beta-blockers caused a deterioration in glycaemic control. This was especially apparent with the lipophilic betablocker propranolol. Concurrent use of an alphablocker prevents the deterioration due to beta-blockade. The ACE inhibitor caused an improvement in long-term glycaemic control without alteration of lipid control. Micossi P;Pollavini G;Raggi U;Librenti MC;Garimberti B;Beggi P, Horm Metab Res, 1984, 16:59-63; Effects of metoprolol and propranolol on glucose tolerance and insulin secretion in diabetes mellitus Twenty-two hypertensive diabetic patients were admitted to a double-blind, within-patient study, and treated with propranolol 80 mg and metoprolol 100 mg twice daily for 4 weeks according to a cross-over design. Dosages of the two drugs such as to induce comparable cardiovascular effects, did not induce relevant changes of fasting blood glucose levels in patients receiving the oral hypoglycaemic agent glibenclamide (group 1), insulin (group 2) or diet alone (group 3). Glucose tolerance, assessed with a 75 g oral load, was however decreased by propranolol, and not by metoprolol in the glibenclamide-treated group. Glucose-induced insulin secretion was reduced by propranolol and not by metoprolol both in the group treated by diet alone and in the glibenclamide-treated group. It is concluded that cardioselective metoprolol seems to be more suitable than the non-selective propranolol in the treatment of arterial hypertension in diabetic subjects, particularly when sulfonylureas are being used as hypoglycaemic agents Abramson EA;Arky RA;Woeber KA, Lancet, 1966, 2:1386-1388; Effects of propranolol on the hormonal and metabolic responses to insulin-induced hypoglycaemia To assess the relative roles of growth-hormone and the adrenergic hormoncs, adrenalinc and noradrenaline, in the recovery of plasma-glucosce and plasma-free-fatty-acids from acute hypoglycæmia, intravenous insulin-tolerance tests were carried out in six healthy men with and withoutthe concurrent intravenous administration of propranolol, an adrenergic beta-receptor antagonist. Propranolol affected neither the rate nor the extent of fall of plasma-glucose during the insulin-tolerance tests, but dampened its subsequent rebound. In the case of plasma-free-fatty-acids, however, the rebound was virtually abolished, even though plasma-growth-hormone was greatly increased. Propranolol also abolished the rebound of plasma-glycerol.We conclude that: (l) growth-hormone either plays little part in mediating the rebound of plasma-free-fatty acids during acute hypoglycærnia or requires a certain permissive level of adrenergic activity; and (2) that the rebound of plasma-glucose during acute hypoglycæmiamay depend partly on the availability of glycerol for gluconeogenesis. Our findings indicate that propranolol should be used with caution in patients receiving insulin or oral hypoglycæmic agents. Miners JO;Wing LM;Lillywhite KJ;Smith KJ, Br J Clin Pharmacol, 1984, 18:853-860; Failure of 'therapeutic' doses of beta-adrenoceptor antagonists to alter the disposition of tolbutamide and lignocaine The effects of separate 1 week pre-treatments with each of the beta-adrenoceptor antagonists, propranolol (80 mg every 12 h), metoprolol (100 mg every 12 h) and atenolol (50 mg once daily), on the disposition of a single i.v. dose of tolbutamide were studied in six healthy volunteers. In addition, the effects of a 1 week pre-treatment with metoprolol (100 mg every 12 h) and atenolol (50 mg once daily) on the disposition of orally and i.v. administered lignocaine were determined in seven healthy subjects. Tolbutamide clearance, half-life, volume of distribution and plasma protein binding were not altered by the beta-adrenoceptor blocker pre-treatments. Similarly, neither metoprolol nor atenolol had a significant effect on the systemic clearance, apparent oral clearance or other dispositional parameters of lignocaine. ´Therapeutic´ plasma concentrations of the beta-adrenoceptor blockers were confirmed on each study day. It is concluded that the inhibition of oxidative drug metabolism previously reported for lipophilic beta-adrenoceptor blockers may be selective for different forms of cytochrome P450 and possible concentration-dependent Hirsch IB;Boyle PJ;Craft S;Cryer PE, Diabetes, 1991, a, 40:1177-1186; Higher glycemic thresholds for symptoms during beta-adrenergic blockade in IDDM We tested the hypotheses that nonselective beta-adrenergic blockade does not cause absolute hypoglycemia unawareness but shifts the glycemic thresholds for symptoms to lower plasma glucose concentrations and that neither neuroglycopenic symptoms nor cognitive impairments during hypoglycemia are altered by beta-adrenergic blockade. To do so, we applied the euglycemic and stepped hypoglycemic clamp techniques to patients with moderately controlled insulin-dependent diabetes mellitus (IDDM) in the absence (n = 8) and presence (n = 9) of the nonselective beta-adrenergic antagonist propranolol. Compared with the corresponding euglycemic clamps, total symptom scores first increased at the 4.4-mM plasma glucose step (a higher level than that of 2.8 mM in nondiabetic subjects studied previously) in the absence of propranolol. Beta-adrenergic blockade did not produce absolute hypoglycemia unawareness. Indeed, at the frankly hypoglycemic step of 2.8 mM, total symptom scores tended to be higher in the presence than in the absence of propranolol. This was largely the result of greater (P less than 0.01) perception of diaphoresis. However, symptom scores did not increase until the 3.3-mM plasma glucose step during beta-adrenergic blockade. The perception of hunger, and perhaps that of tremulousness, was reduced by propranolol at the higher glucose steps. Neuroglycopenic symptoms were not reduced by propranolol. The cognitive function of memory, but not that of attention, was impaired, also starting at the 4.4-mM glucose step. This was not impaired further by propranolol. Thus, we formed the following conclusions. 1) Nonselective beta-adrenergic blockade does not cause absolute hypoglycemia unawareness but shifts the glycemic thresholds for symptoms to lower plasma glucose concentrations in patients with IDDM. 2) Beta-adrenergic blockade does not reduce neuroglycopenic symptoms, and it does not further impair cognitive function during hypoglycemia in IDDM patients Totterman KJ;Groop LC, Ann Clin Res, 1982, 14:190-193; No effect of propranolol and metoprolol on tolbutamide-stimulated insulin-secretion in hypertensive diabetic and non-diabetic patients In a double-blind cross-over study, we compared the effects of placebo, propranolol and metoprolol on tolbutamide-stimulated insulin-secretion in 10 non-insulin-dependent hypertensive diabetics and in 10 hypertensive non-diabetic patients. The patients were randomly allocated to two weeks each of treatment with placebo, propranolol 80 mg or metoprolol 100 mg b.i.d. At the end of each period, an intravenous tolbutamide tolerance test (IVTT, 200mg of tolbutamide i.v.) was performed, which caused a significant rise in peripheral insulin levels, leaving blood glucose concentrations unchanged. Tolbutamide-induced insulin-secretion was unaffected by pretreatment with beta-blockers when blood glucose concentrations were unchanged during the test. Since the serum-concentrations achieved with 200 mg of tolbutamide i.v. are similar to those reported during oral tolbutamide therapy, there seems to be no clinically significant interaction between beta-blockers and tolbutamide with respect to insulin-secretion Zaman R;Kendall MJ;Biggs PI, Br J Clin Pharmacol, 1982, 13:507-512; The effect of acebutolol and propranolol on the hypoglycaemic action of glibenclamide 1 The effect of acebutolol, a relatively selective beta-adrenoceptor blocking drug and propranolol, a non-selective one, on the hypoglycaemic action of glibenclamide after an oral glucose load has been investigated in a group of maturity-onset diabetic patients. 2 Glibenclamide significantly reduced the blood glucose levels and both acebutolol and propranolol, at therapeutic doses, were found to modify this action significantly. 3 The effect of acebutolol was slightly less than that of propranolol. The difference was not statistically significant. 4 The modes of action of sulphonylureas are reviewed and it is suggested that beta-adrenoceptor blockers may modify their effect on insulin release. This appears to be a drug interaction rather than an effect of beta-adrenoceptor blockade on glucose tolerance De D;Gallo B;Isrussi D;Jacono A, Acta Diabetol Lat, 1974, 11:495-497; Tolbutamide and practolol
|
|
|
|
|
|