|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Paracetamol "Accord" - (ingen præparater og/eller indholdsstoffer matchede dette søgeord!) |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for paracetamol og phenytoin |
|
Det kan anbefales at undgå et større eller længerevarende forbrug af paracetamol ved kombination med phenytoin. Desuden anbefales opmærksomhed på levertoksicitet ved overdosering af paracetamol.
Det er vist at phenytoin nedsætter AUC for paracetamol med ca. 15-40% pga. øget metabolisme i leveren via enzyminduktion og dermed øget clearance. Der kan forventes nedsat effekt af paracetamol. Det er uafklaret, om der sker en øget dannelse af toksiske metabolitter, og om der er en øget risiko for paracetamol toksicitet ved overdosering af paracetamol.
uafklaret
veldokumenteret
paracetamol paracetamol fosphenytoin og phenytoin fosphenytoin, phenytoin
Der er ikke beskrevet en klasseeffekt.
Litteraturgennemgang - Vis
Phenytoin og paracetamol Ved indgift af en enkelt dosis 1 g paracetamol po. eller iv. til 6 patienter i kombinationsbehandling med flere antiepileptika: phenobarbital, phenytoin og carbamazepin (Perucca E og Richens A, 1979a) rapporteres om fald i AUC for paracetamol med ca. 40 % og ca. 30 % efter po./iv. administration. Det er vanskeligt af afgøre, hvilken påvirkning de enkelte antiepileptika har på paracetamols omsætning. I samme studie findes ligeledes, at phenytoin øger metabolismen af paracetamol i leveren pga. enzyminduktion og øgning af first pass metabolismen. Ved kombinationsbehandling med flerdosis acetanilid, der efter indgift oxideres til den aktive metabolit paracetamol og phenytoin hos 27 raske forsøgspersoner (Cunningham JL og Evans DA, 1981), konstateres et fald i serumkoncentrationen af både acetanilid og metabolitten paracetamol. Serumkoncentrationen af paracetamol faldt med ca. 17 %. Hos en patient i behandling med phenytoin (Suchin SM, Wolf DC et al, 2005) rapporteres om leversvigt 3 dage efter indtag af en overdosis paracetamol. Plasma-paracetamol-koncentrationen var indenfor det ikke-toksiske område. Hvorvidt hændelsen skyldes interaktion mellem phenytoin og paracetamol eller paracetamol alene, er uafklaret. Andre kasuistikker rapporterer om lignende uventet hepatotoksicitet ved kombination med paracetamol og phenytoin, Minton NA, Henry JA et al, 1988; Suchin SM, Wolf DC et al, 2005. En analyse af patienter med paracetamol-induceret fulminant leversvigt finder højere mortalitet i gruppen af patienter, der fik antiepileptika, Bray GB et al, PMID: 1354974. Et studie af kinesiske patienter finder, at den forhøjede metabolisme af paracetamol ved kombination med phenytoin medfører ændringer i dannelsen af metabolitter, men det afkræftes, at der sker en øget dannelse af toksiske metabolitter, Tomlinson B et al, PMID: 8839665. Et andet studie finder ligeledes ændringer i dannelsen af paracetamols metabolitter ved kombinationsbehandling med phenytoin, men studiet konkluderer i modsætning til ovenstående studie, at dette kan medføre risiko for øget levertoksicitet ved paracetamolforgiftning. I studiet bekræftes øget metabolisme af paracetamol og clearance for paracetamol findes 46 % højere ved kombination med phenytoin og/eller carbamazepin, Miners JO et al, PMID: 6705446. Supplerende litteratur: Brackett CC og Bloch JD, 2000; Kutt H, 1984; Kutt H og Louis S, 1972; Riva R, Albani F et al, 1996; Winkler SR og Luer MS, 1998
Cunningham JL;Evans DA, Br J Clin Pharmacol, 1981, 11:591-595; Acetanilide and paracetamol pharmacokinetics before and during phenytoin administration: genetic control of induction? 1 Steady state plasma concentrations (SSPCs) of acetanilide (AA) and its metabolite, paracetamol (PL), were studied in 27 healthy volunteer subjects before and at the end of an 11-day exposure to phenytoin (DPH). Plasma concentrations of DPH were estimated. Plasma concentrations of DPH varied from 5.1 to 20.4 microgram ml-1 (mean +/- s.e.mean 12.2 +/- 0.9). 2 The SSPC of AA before exposure to DPH varied from 0.06 to 0.67 microgram ml-1 (mean +/- s.e.mean 0.24 +/- 0.02), and following exposure from 0.03 to 0.47 microgram ml-1 (mean +/- s.e.mean 0.15 +/- 0.02). 3 The SSPC of PL before exposure to DPH varied from 1.2 to 4.4 microgram ml-1 (mean +/- s.e.mean 2.7 +/- 0.13), and following exposure from 1.1 to 3.8 microgram ml-1 (mean +/- s.e.mean 2.2 +/- 0.13). 4 SSPCs of AA and of PL decreased significantly during DPH administration (P less than 0.01 for AA, P less than 0.001 for PL). 5 Correlations were observed between the SSPCs of the drugs measured, suggesting a common influence on their kinetics. 6 Similarity was observed between the changes in plasma levels of AA and PL following DPH ingestion. There was, however, wide inter-subject variability in this regard. In some subjects no change was observed even though they had DPH demonstrable in their plasma. Consequently it may be speculated that the effects of DPH may be under genetic control Kutt H;Louis S, Drugs, 1972, 4:256-282; Anticonvulsant drugs. II. Clinical pharmacological and therapeutic aspects Summary: Generally, the efficacy of an anticonvulsant drug is a function of the intensity of the seizure process and the drug concentration in plasma and tissues. Because of the variability of the seizure process among individuals, a universally effective drug plasma level is not to be expected. Rather a 'desirable' plasma level range for each drug can be defined, the lower limits being those levels above which the majority of patients are well controlled, the upper limits being determined by the onset of drug intoxication. With the onset of administration of anticonvulsants in average doses, the maximum plasma levels and effect are reached only after several days or with some drugs, after several weeks of therapy. The lag time can be reduced with loading doses in the case of phenytoin or phenobarbitone (2 to 3 times the usual dose). For maintenance therapy phenytoin and phenobarbitone may be given in a single daily dose without marked fluctuations in the plasma levels. Some variations in the plasma levels relative to particular doses do occur, but in the majority of patients predictable ranges of plasma levels relative to doses can be defined. Marked deviations from these expected ranges are however, not infrequent. Low levels are most frequently caused by patients' failure to take the drug regularly. Rare causes for low plasma levels are malabsorption of the drug, or unusually rapid drug metabolism or elimination. High levels may be caused by ingestion of greater than the prescribed dose, by impaired drug metabolism or elimination (genetic or constitutional), or because of interactions with other drugs. Elevation of phenytoin plasma level to the toxic range has been caused by a number of drugs, most predictably with disulfiram, sulthiame and isoniazid. When the interfering drug cannot be discontinued, the phenytoin dosage must be reduced and a new dose titrated using the plasma level as the indicator. In the treatment of petit mal, the order of preference of drugs is based on efficacy and safety, with ethosuximide the drug of choice, followed in order by trimethadione, para-methadione, methsuximide and phensuximide. In grand mal and focal epilepsies, phenytoin and phenobarbitone are the best understood and successful drugs. Primidone is also very effective. Carbamazepine can be used as an alternative. A number of other agents are available for use in combination with the prime drugs in highly refractory cases, or alone when the major drugs are contra-indicated. ACTH, or if this fails, diazepam or nitrazepam, can be used to abolish seizures in infantile spasms. Diazepam is the drug of choice in status epilepticus; given intravenously in status grand mal, or intramuscularly or intravenously in status petit mal and status focal seizures. Adverse effects of anticonvulsants can be divided into three groups: those which are a result of intoxication and which are related to elevated plasma levels. These include nystagmus, sedation and unsteadiness, and are usually, but not inevitably, a consequence of overdosage. The second category includes the side-effects, which occur as by-products of the pharmacological action of the drugs when used in the usual doses and with plasma levels in the desirable range. They may be more severe with higher doses. Frequent among these are gum hypertrophy with phenytoin, photophobia with trimethadione and depression of folate with hydantoins and barbiturates. Idiosyncratic reactions comprise the third category of unwanted effects; these are unpredictable, are unrelated to dose or plasma level and presumably occur on an allergic basis. Most frequent are skin rashes, and most dangerous are blood dyscrasias. The dysmorphogenic effects, the effects on the pregnant mother and on the newborn are reviewed. Winkler SR;Luer MS, Surg Neurol, 1998, 49:449-452; Antiepileptic drug review: part 1 Miners JO;Attwood J;Birkett DJ, Clin Pharmacol Ther, 1984, 35:480-486; Determinants of acetaminophen metabolism: effect of inducers and inhibitors of drug metabolism on acetaminophen's metabolic pathways Acetaminophen metabolism and clearance after a single 1 gm oral dose of the drug was investigated in 12 healthy men, six of whom were cigarette smokers, and in six men who were receiving anticonvulsant drugs for epilepsy. The 12 healthy subjects were studied before and after 1 wk of pretreatment with cimetidine (1 gm/day) or sulfinpyrazone (800 mg/day). There was no significant difference in acetaminophen clearance (ClAP) between nonsmokers and smokers; cimetidine pretreatment had no effect on ClAP. Neither cigarette smoking nor cimetidine pretreatment had a significant effect on any of the metabolic pathways of acetaminophen. In contrast, sulfinpyrazone pretreatment increased ClAP by 23% (from 5.70 +/- 0.21 to 7.00 +/- 0.39 ml/min/kg) and ClAP was 46% greater in the epileptic subjects who received anticonvulsant drugs than in the control group (8.32 +/- 0.45 and 5.70 +/- 0.21 ml/ml/kg). In both cases the increase in ClAP was a result of induction of acetaminophen glucuronidation and oxidation; clearance of the glucuronic acid conjugate was 26% and 59% greater and clearance of the glutathione-derived conjugates (reflecting the activity of the oxidative pathway) was 43% and 60% greater in the groups given sulfinpyrazone and anticonvulsants, respectively Minton NA;Henry JA;Frankel RJ, Hum Toxicol, 1988, 7:33-34; Fatal paracetamol poisoning in an epileptic Treatment nomograms are used in paracetamol poisoning for indicating when antidotes should be given to prevent hepatic or renal damage. We report a fatal case of paracetamol poisoning in an epileptic taking phenytoin, in whom no antidotal treatment was given because it was not indicated Kutt H, Epilepsia, 1984, 25 Suppl 2:118-131; Interactions between anticonvulsants and other commonly prescribed drugs Many drug interactions can be demonstrated, but only a few are so clinically significant that they necessitate adjusting drug dosages. The same drug combination may produce changes of variable extent or direction in different individuals. The reasons for this variability include genetic control of the rate and inducibility of drug metabolism, and environmental factors such as contact with chemicals. Among antimicrobial agents, chloramphenicol may cause accumulation of phenytoin (PHT) and phenobarbital (PB), and isoniazid may cause PHT, carbamazepine (CBZ), and primidone (PRM) to accumulate. Erythromycin may cause accumulation of CBZ. Among anti-ulcer agents, antacids may reduce PHT concentration while cimetidine may cause accumulation of PHT, CBZ, and diazepam (DZP). Salicylates displace strongly binding drugs such as PHT, DZP, or valproate (VPA) from the binding sites in plasma proteins, which may lead to some decline of the total plasma level with an increase in the unbound drug percentage. Conversely, anticonvulsants may influence the dosage requirements of oral anticoagulants by inducing their metabolism. Failures of oral contraceptives have been attributed to anticonvulsants in some patients. Probably the most predictable interaction that necessitates dosage adjustment is accumulation of PB caused by VPA. Intentional inhibition of PRM metabolism by nicotinamide serves as an example of attempts to utilize an interaction for improved therapeutic effect Bray GP;Harrison PM;O'Grady JG;Tredger JM;Williams R, Hum Exp Toxicol, 1992, 11:265-270; Long-term anticonvulsant therapy worsens outcome in paracetamol-induced fulminant hepatic failure 1. Paracetamol hepatotoxicity has been found to be potentiated by anticonvulsant drugs in animal experiments; isolated case reports in humans suggest that long-term anticonvulsant therapy may also adversely influence outcome following overdose. 2. We compared the clinical course, after paracetamol overdose, of 18 patients on long-term anticonvulsant therapy with corresponding features in two published series of paracetamol-induced fulminant hepatic failure from this unit: 297 patients seen between 1973 and 1985 and a further 99 between October 1986 and April 1988. 3. Mortality in those patients who were taking anticonvulsants, but who did not receive N-acetylcysteine, was higher than in either of these series (93.3% vs 64.6% and vs 57.9%, P less than 0.025). Although not statistically significant, there were also trends towards more severe coma (grade 3 or 4: 93.3% vs 75.4%, 1986-88), acidosis (pH less than 7.30: 40% vs 22.6%, 1973-85) and coagulopathy (prothrombin time greater than 100 s: 53.3% vs 33.7%, 1973-85). In the small number of patients given N-acetylcysteine, mortality was similar to that in the 1986-88 series (1/3 vs 15/42). 4. We conclude that chronic use of anticonvulsants enhances clinical features of paracetamol toxicity and discuss possible mechanisms by which this could be mediated Perucca E;Richens A, Br J Clin Pharmacol, 1979, a, 7:201-206; Paracetamol disposition in normal subjects and in patients treated with antiepileptic drugs 1 The serum concentration profile of paracetamol has been determined after administration of single 1000 mg intravenous and oral doses in six normal subjects and six epileptic patients on chronic antiepileptic drug therapy. The urinary excretion of free and conjugated paracetamol has also been determined. 2 Following intravenous administration, serum paracetamol concentration declined with first-order kinetics. Both elimination rate and total body clearance were higher in the epileptic patients, although in neither case was the difference statistically significant. 3 The oral bioavailability (mean +/- s.e. mean) was significantly lower in the epileptic patients than in the normal subjects (0.77 +/- 0.03 and 0.89 +/- 0.02 respectively, P less than 0.01), whereas the urinary excretion total (free+conjugated) paracetamol was almost identical in the two groups. 4 It is suggested that the lower bioavailability of paracetamol in the epileptic patients results from enhancement of first-pass metabolism, secondary to enzyme induction Riva R;Albani F;Contin M;Baruzzi A, Clin Pharmacokinet, 1996, 31:470-493; Pharmacokinetic interactions between antiepileptic drugs. Clinical considerations Antiepileptic drug interactions represent a common clinical problem which has been compounded by the introduction of many new compounds in recent years. Most pharmacokinetic interactions involve the modification of drug metabolism; the propensity of antiepileptic drugs to interact depends on their metabolic characteristics and action on drug metabolic enzymes. Phenobarbital, phenytoin, primidone and carbamazepine are potent inducers of cytochrome P450 (CYP), epoxide hydrolase and uridine diphosphate glucuronosyltransferase (UDPGT) enzyme systems; oxcarbazepine is a weak inducer of CYP enzymes, probably acting on a few specific isoforms only. All stimulate the rate of metabolism and the clearance of the drugs which are catabolised by the induced enzymes. Valproic acid (valproate sodium) inhibits to different extents many hepatic enzyme system activities involved in drug metabolism and is able to significantly displace drugs from plasma albumin. Felbamate is an inhibitor of some specific CYP isoforms and mitochondrial beta-oxidation, whereas it is a weak inducer of other enzyme systems. Topiramate is an inducer of specific CYP isoforms and an inhibitor of other isoforms. Ethosuximide, vigabatrin, lamotrigine, gabapentin and possibly zonisamide and tiagabine have no significant effect on hepatic drug metabolism. Apart from vigabatrin and gabapentin, which are mainly eliminated unchanged by the renal route, all other antiepileptic drugs are metabolised wholly or in part by hepatic enzymes and their disposition may be altered by metabolic changes. Some interactions are clinically unremarkable and some need only careful clinical monitoring, but others require prompt dosage adjustment. From a practical point of view, if valproic acid is added to lamotrigine or phenobarbital therapy, or if felbamate is added to phenobarbital, phenytoin or valproic acid therapy, a significant rise in plasma concentrations of the first drug is expected with a corresponding increase in clinical effects. In these cases a concomitant reduction of the dosage of the first drug is recommended to avoid toxicity. Conversely, if a strong inducer is added to carbamazepine, lamotrigine, valproic acid or ethosuximide monotherapy, a significant decrease in their plasma concentrations is expected within days or weeks, with a possible reduction in efficacy. In these cases a dosage increase of the first drug may be required Brackett CC;Bloch JD, Pharmacotherapy, 2000, 20:229-233; Phenytoin as a possible cause of acetaminophen hepatotoxicity: case report and review of the literature A 55-year-old woman was hospitalized for treatment of community-acquired pneumonia. Unexplained, moderate elevations in hepatic transaminase and enzyme levels prompted review of her drug regimen. She had taken acetaminophen 1,300-6,200 mg/day during the hospitalization. She also received phenytoin for posttraumatic seizures. Acetaminophen was discontinued, and the patient´s liver chemistries returned to normal within 2 weeks of discharge. Acetaminophen is metabolized in part by cytochrome P450 (CYP) 2E1, and inducers of CYP2E1 are known to predispose patients to acetaminophen-related hepatotoxicity. Phenytoin induces CYP2C and CYP3A4 isoforms, but not CYP2E1. The literature suggests, however, that CYP3A4 may participate in acetaminophen metabolism to a greater extent than previously realized, and induction of this isoform may predispose patients to acetaminophen-induced hepatotoxicity Suchin SM;Wolf DC;Lee Y;Ramaswamy G;Sheiner PA;Facciuto M;Marvin MR;Kim SL;Lebovics E, Dig Dis Sci, 2005, 50(10): 1836-1838-1838; Potentiation of acetaminophen hepatotoxicity by phenytoin, leading to liver transplantation We report the case of a 22-year-old man who developed fulminant hepatic failure 3 days after an intentional acetaminophen overdose. The patient had a history of a seizure disorder for which he was taking phenytoin. The acetaminophen level at presentation was in the 'nontoxic' range. Emergent liver transplantation was performed 4 days after the ingestion. This is the first reported case of successful liver transplantation for acetaminophen-induced fulminant hepatic failure in the setting of phenytoin therapy. < copyright > 2005 Springer Science+Business Media, Inc Tomlinson B;Young RP;Ng MC;Anderson PJ;Kay R;Critchley JA, Eur J Clin Pharmacol, 1996, 50:411-415; Selective liver enzyme induction by carbamazepine and phenytoin in Chinese epileptics OBJECTIVE: Anticonvulsant drugs are known inducers of cytochrome P450 liver enzymes and it has been suggested that this induction increases susceptibility to paracetamol-induced hepatotoxicity. METHODS: We measured the percentage urinary recovery of paracetamol and its metabolites after a dose of 20 mg kg-1, and the excretion of 6 beta-hydroxycortisol as a ratio to urinary free cortisol (6 beta OHF/F) in Chinese epileptic patients maintained on long-term therapy with carbamazepine (n = 6) or phenytoin (n = 6). RESULTS: Compared to the healthy controls (n = 20), patients on phenytoin had significantly lower recoveries of mercapturic acid, cysteine and sulphate metabolites, but a higher recovery of glucuronide metabolites of paracetamol. The recoveries of paracetamol metabolites in patients on carbamazepine were not different from controls. In contrast, the 6 beta OHF/F was significantly higher in patients on carbamazepine (3-fold) or phenytoin (2-fold) compared to controls. Healthy control Chinese subjects metabolised paracetamol in a similar way to that reported in Caucasians, indicating that the risk for hepatotoxicity would be the same. Our findings in a group of Chinese patients on phenytoin were also similar to those previously reported in Caucasians on this drug. The apparent differences in the pattern of isoenzyme induction between the groups on phenytoin and carbamazepine require verification in larger studies. The data do not suggest an increased risk of paracetamol-induced hepatotoxicity in Chinese patients on anticonvulsants
|
|
|
|
|
|