|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Metoprololsuccinat "Hexal" - Aktivt indholdsstof: metoprolol |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for insulin og metoprolol |
|
Metoprolol , som er en beta-1 selektiv betablokker, påvirker ikke graden af insulin udløst hypoglykæmi. Stigning i blodsukker efter hypoglykæmi var hurtigere end efter propranolol i ét studie, men ikke i andre studier.
moderat
dokumenteret
Beta-blokerende midler, usammensatte acebutolol, atenolol, betaxolol, bisoprolol, carvedilol, esmolol, ivabradin, labetalol, Landiololhydrochlorid, metoprolol, nebivolol, oxprenolol, pindolol, propranolol, sotalol, tertatolol, timolol insulin insulin, lixisenatid
Insulinbehandlede diabetikere kan få forsinket og maskeret det fysiologiske respons på hypoglykæmi ved behandling med betablokkere, specielt ved behandling med non-selektive betablokkere, hvorfor der må forventes en klasseeffekt for disse.
Litteraturgennemgang - Vis
Insulin og betablokkere Hos insulin afhængige diabetikere ses større blodsukkerfald under fysisk udfoldelse under behandling med beta-blokkere sammenlignet med placebo, Simonson DC, Koivisto V et al, 1984. I undersøgelser over respons efter i.v. insulin til 7 diabetikere (Lager I, Blohme G et al, 1979) og 6 raske personer (Abramson EA, Arky RA et al, 1966) så man ingen ændring i hastigheden eller graden af blodsukkerfaldet efter behandling med propranolol eller metoprolol, men man så en signifikant langsommere stigning i blodsukkeret efter propranolol end efter med den beta-1 selektive metoprolol. Dog viste en undersøgelse af elleve raske mandlige forsøgspersoner,hvor man sammenlignede effekten på blod glucose niveauet efter fire insulininducerede hypoglykæmiske episoder – en kontrol og en efter behandling med hver af de tre betablokkere propranolol, metoprolol og acebutolol, at alle tre betablokkere signifikant potenserede den initielle hypoglykæmiske effekt som insulin har og propranolol og metoprolol forsinkede normalisering af blod glucose niveauet. Alle tre stoffer reducerede hjertefrekvensen samt reducerede eller fjernede den takykardi som den hypoglykæmiske tilstand havde forårsaget (Newman RJ, 1976). Mekanismen er formentlig bl. a. en blokering af adrenalins nedsættelse af glukoseforbruget (Kleinbaum J og Shamoon H, 1984). Tilsvarende findes ved sammenligning mellem de beta-1 selektive betablokkere atenolol (Deacon SP og Barnett D, 1976) og betaxolol (Saunders J, Gomeni R et al, 1981) og den uspecifikke propranolol, en langsommere stigning i blodsukkeret efter propranolol . Den subjektive fornemmelse for hypoglykæmi sløres ikke af hverken uspecifikke eller beta-1 specifikke beta-blokkere, men optræder først ved lavere blodsukkerværdier ved de non-selektive betablokkere (3.3 mmol plasmaglukose mod 4.4 mmol uden betablokade), Hirsch IB, Boyle PJ et al, 1991a. De hypoglykæmiske symptomer i form af bleghed og især svedtendes er mere udtalte under betablokade (Abramson EA, Arky RA et al, 1966; Deacon SP og Barnett D, 1976), men de optræder, som nævnt, først ved et lavere blodsukker (Hirsch IB, Boyle PJ et al, 1991a). Supplerende litteratur: Shorr RI, Ray WA et al, 1997a; Wiernsperger N og Rapin JR, 1995.
Saunders J;Gomeni R;Kilborn JR;Morselli PL;Sonksen PH, Eur J Clin Pharmacol, 1981, 21:177-184; A comparison between propranolol, practolol and betaxolol (SL75212) on the circulatory and metabolic responses to insulin-induced hypoglycaemia 1. Six healthy male volunteers received equivalent intravenous beta-blocking doses of propranolol, practolol and betaxolol (SL75212) or saline at weekly intervals Sixty minutes later 0.1 unit/kg insulin was given intravenously. 2. In all studies, maximum hypoglycaemia (mean 1.2 mmol/l) was reached thirty minutes after insulin. Recovery from hypoglycaemia was delayed with propranolol but practolol and betaxolol had no effect. 3. Propranolol blocked the tachycardia and widening of pulse pressure seen in saline treated subjects. It also blocked the rebound rise in free fatty acids (FFA) and glycerol concentrations that followed the nadir of hypoglycaemia. 4. Neither practolol nor betaxolol had significant effects on pulse rate or blood pressure but betaxolol resembled propranolol in blocking the rebound rise in FFA and glycerol, while practolol blocked the rise in glycerol alone. 5. The magnitude of the rise in growth hormone following hypoglycaemia was similar in all groups, but the peak was earlier after practolol and betaxolol Simonson DC;Koivisto V;Sherwin RS;Ferrannini E;Hendler R;Juhlin-Dannfelt A;DeFronzo RA, J Clin Invest, 1984, 73:1648-1658; Adrenergic blockade alters glucose kinetics during exercise in insulin-dependent diabetics We investigated the effects of alpha and/or beta adrenergic blockade (with phentolamine and/or propranolol) on glucose homeostasis during exercise in six normal subjects and in seven Type I diabetic subjects. The diabetics received a low dose insulin infusion (0.07 mU/kg X min) designed to maintain plasma glucose at approximately 150 mg/dl. In normals, neither alpha, beta, nor combined alpha and beta adrenergic blockade altered glucose production, glucose uptake, or plasma glucose concentration during exercise. In diabetics, exercise alone produced a decline in glucose concentration from 144 to 116 mg/dl. This was due to a slightly diminished rise in hepatic glucose production in association with a normal increase in glucose uptake. When exercise was performed during beta adrenergic blockade, the decline in plasma glucose was accentuated. An exogenous glucose infusion (2.58 mg/kg X min) was required to prevent glucose levels from falling below 90 mg/dl. The effect of beta blockade was accounted for by a blunted rise in hepatic glucose production and an augmented rise in glucose utilization. These alterations were unrelated to changes in plasma insulin and glucagon levels, which were similar in the presence and absence of propranolol. In contrast, when the diabetics exercised during alpha adrenergic blockade, plasma glucose concentration rose from 150 to 164 mg/dl. This was due to a significant increase in hepatic glucose production and a small decline in exercise-induced glucose utilization. These alterations also could not be explained by differences in insulin and glucagon levels. We conclude that the glucose homeostatic response to exercise in insulin-dependent diabetics, in contrast to healthy controls, is critically dependent on the adrenergic nervous system Shorr RI;Ray WA;Daugherty JR;Griffin MR, JAMA, 1997, a, 278:40-43; Antihypertensives and the risk of serious hypoglycemia in older persons using insulin or sulfonylureas CONTEXT: Beta-Blockers and angiotensin-converting enzyme (ACE) inhibitors are effective antihypertensive agents for patients with diabetes mellitus. However, beta-blockers attenuate some components of the autonomic response to hypoglycemia and could increase the risk of hypoglycemia. ACE inhibitors may increase insulin sensitivity and predispose users to hypoglycemia. OBJECTIVE: To determine whether use of cardioselective beta-blockers, nonselective beta-blockers, ACE inhibitors, thiazide diuretics, calcium channel blockers, or other antihypertensive drugs alters the risk of developing serious hypoglycemia among older persons prescribed insulin or sulfonylureas. DESIGN: Retrospective cohort study. SETTING: Tennessee Medicaid Program. PATIENTS: A total of 13,559 elderly (mean age, 78+/-7 years) Medicaid enrollees, who were prescribed insulin (n=5171, 38%) or sulfonylureas (n=8368, 62%) from 1985 through 1989. These enrollees contributed a total of 33,107 person-years of insulin or sulfonylurea use for follow-up. MEASUREMENTS: Hospitalization, emergency department admission, or death associated with hypoglycemic symptoms and a concomitant blood glucose determination of less than 2.8 mmol/L (50 mg/dL). RESULTS: We identified 598 persons with an episode of serious hypoglycemia during the study period. The rate of serious hypoglycemia was 2.01 per 100 person-years among those who were not prescribed antihypertensives. Crude rates of serious hypoglycemia were highest among users of ACE inhibitors (2.47 per 100 person-years) and lowest among users of cardioselective beta-blockers (1.23 per 100 person-years). However, when we controlled for demographic characteristics and markers of comorbidity, there was no statistically significant increase or decrease in risk of serious hypoglycemia among users of any class of antihypertensive agents compared with nonusers of antihypertensive drugs. Using nonselective beta-blockers as the reference group, each of these agents was associated with a lower, but not statistically significant, risk of hypoglycemia. CONCLUSIONS: In this population, specific antihypertensive drug therapy had little impact on the risk of hypoglycemia in older diabetic patients. Therapy should be chosen based on other considerations of safety and effectiveness Deacon SP;Barnett D, Br Med J, 1976, 2:272-273; Comparison of atenolol and propranolol during insulin-induced hypoglycaemia The effects of atenolol, a new beta1-blocking drug, on pulse rate, sweating, and blood glucose levels during insulin-induced hypoglycaemia were studied in a double-blind crossover trial in eight normal subjects using placebo and propranolol as reference agents. The intensity of induced hypoglycaemia was identical for atenolol, propranolol, and placebo. Propranolol prolonged hypoglycaemia, but atenolol did not. Atenolol may therefore be safe for use in patients receiving insulin Newman RJ, Br Med J, 1976, 2:447-449; Comparison of propranolol, metoprolol, and acebutolol on insulin-induced hypoglycaemia Metoprolol and acebutolol, two supposedly cardio-selective beta-adrenergic recptor blocking agents, were tested in healthy volunteers against propranolol, a non-selective drug, for their effect on blood glucose levels during insulin-induced hypoglycaemia. There was not significant difference between propranolol and metoprolol, which both potentiated the initial hypoglycaemic action of the insulin and delayed the return to normoglycaemia. Acebutolol, even though potentiating the initial hypoglycaemia, did not possess a significant delaying effect. A similar trial should be undertaken in diabetics to determine with certainty the safety of such drugs in diabetes mellitus Lager I;Blohme G;Smith U, Lancet, 1979, 1:458-462; Effect of cardioselective and non-selective beta-blockade on the hypoglycaemic response in insulin-dependent diabetics The response to intravenous insulin was studied in seven diabetics after a dose of placebo, propranolol (40 mg), or metoprolol (50 mg). Two of the seven subjects also had a week´s course of each of the same agents taken three times daily. Neither of the beta-blockers potentiated the effect of insulin as judged by the rate of reduction in blood-glucose. However, blood-glucose recovery was reduced significantly by propranolol, but not significantly by metoprolol. Propranolol caused severe bradycardia and raised diastolic blood-pressure during hypoglycaemia; these effects were milder with metoprolol. Propranolol inhibited the free-fatty-acid levels after hypoglycaemia to a greater extent than did metoprolol. The results strongly suggest that propranolol (and presumably other non-selective beta-blockers) is hazardous in subjects prone to hypoglycaemia. When diabetics require beta-blockade a cardioselective beta 1-blocker should be used Kleinbaum J;Shamoon H, Diabetes Care, 1984, 7:155-162; Effect of propranolol on delayed glucose recovery after insulin-induced hypoglycemia in normal and diabetic subjects In order to evaluate the influence of beta-adrenergic blockade on recovery from insulin-induced hypoglycemia, we compared the effect of saline or propranolol infusion during concomitant hypoglycemia in normal and type I diabetic persons. The diabetic subjects were initially rendered euglycemic with a basal insulin infusion. Glucose turnover was measured using [3-3H]glucose tracer. Propranolol caused a small but significant delay in glucose recovery in normal subjects, with plasma glucose only 80% of the values seen during saline infusion 1 h after hypoglycemia (P less than 0.005). This delay was caused by a 70% reduction in the rebound glucose output, which was responsible for posthypoglycemic recovery. In the diabetic subjects, glucose recovery was significantly delayed as compared with that in normal persons, even in the absence of propranolol, and associated with reduced secretion of epinephrine and glucagon. Moreover, the addition of propranolol caused a further 50% reduction in glucose recovery such that plasma glucose remained below 50 mg/dl for 3 h. In contrast to normals, propranolol did not inhibit the already blunted rebound in glucose output. However, propranolol prevented the decline in glucose utilization that occurred when saline alone was infused. During saline infusion, glucose uptake was at basal rates by 60 min whereas, during propranolol administration, glucose uptake remained above baseline until 180 min (P less than 0.01). Thus, propranolol may interfere with glucose recovery after insulin-induced hypoglycemia in diabetic patients by blocking epinephrine´s inhibition of glucose utilization whereas, in normals, propranolol´s effect is largely accounted for by blockade of epinephrine-induced hepatic glucose production Abramson EA;Arky RA;Woeber KA, Lancet, 1966, 2:1386-1388; Effects of propranolol on the hormonal and metabolic responses to insulin-induced hypoglycaemia To assess the relative roles of growth-hormone and the adrenergic hormoncs, adrenalinc and noradrenaline, in the recovery of plasma-glucosce and plasma-free-fatty-acids from acute hypoglycæmia, intravenous insulin-tolerance tests were carried out in six healthy men with and withoutthe concurrent intravenous administration of propranolol, an adrenergic beta-receptor antagonist. Propranolol affected neither the rate nor the extent of fall of plasma-glucose during the insulin-tolerance tests, but dampened its subsequent rebound. In the case of plasma-free-fatty-acids, however, the rebound was virtually abolished, even though plasma-growth-hormone was greatly increased. Propranolol also abolished the rebound of plasma-glycerol.We conclude that: (l) growth-hormone either plays little part in mediating the rebound of plasma-free-fatty acids during acute hypoglycærnia or requires a certain permissive level of adrenergic activity; and (2) that the rebound of plasma-glucose during acute hypoglycæmiamay depend partly on the availability of glycerol for gluconeogenesis. Our findings indicate that propranolol should be used with caution in patients receiving insulin or oral hypoglycæmic agents. Hirsch IB;Boyle PJ;Craft S;Cryer PE, Diabetes, 1991, a, 40:1177-1186; Higher glycemic thresholds for symptoms during beta-adrenergic blockade in IDDM We tested the hypotheses that nonselective beta-adrenergic blockade does not cause absolute hypoglycemia unawareness but shifts the glycemic thresholds for symptoms to lower plasma glucose concentrations and that neither neuroglycopenic symptoms nor cognitive impairments during hypoglycemia are altered by beta-adrenergic blockade. To do so, we applied the euglycemic and stepped hypoglycemic clamp techniques to patients with moderately controlled insulin-dependent diabetes mellitus (IDDM) in the absence (n = 8) and presence (n = 9) of the nonselective beta-adrenergic antagonist propranolol. Compared with the corresponding euglycemic clamps, total symptom scores first increased at the 4.4-mM plasma glucose step (a higher level than that of 2.8 mM in nondiabetic subjects studied previously) in the absence of propranolol. Beta-adrenergic blockade did not produce absolute hypoglycemia unawareness. Indeed, at the frankly hypoglycemic step of 2.8 mM, total symptom scores tended to be higher in the presence than in the absence of propranolol. This was largely the result of greater (P less than 0.01) perception of diaphoresis. However, symptom scores did not increase until the 3.3-mM plasma glucose step during beta-adrenergic blockade. The perception of hunger, and perhaps that of tremulousness, was reduced by propranolol at the higher glucose steps. Neuroglycopenic symptoms were not reduced by propranolol. The cognitive function of memory, but not that of attention, was impaired, also starting at the 4.4-mM glucose step. This was not impaired further by propranolol. Thus, we formed the following conclusions. 1) Nonselective beta-adrenergic blockade does not cause absolute hypoglycemia unawareness but shifts the glycemic thresholds for symptoms to lower plasma glucose concentrations in patients with IDDM. 2) Beta-adrenergic blockade does not reduce neuroglycopenic symptoms, and it does not further impair cognitive function during hypoglycemia in IDDM patients Wiernsperger N;Rapin JR, Diabetes Metab Rev, 1995, 11 Suppl 1:S3-12; Metformin-insulin interactions: from organ to cell
|
|
|
|
|
|