|
Klik på et bogstav for at se de begreber, der er forklaringer til.
- ACE-hæmmere: Angiotensin Converting Enzyme hæmmere. ACE-hæmmere nedsætter aktiviteten af renin-angiotensin-aldosteron-systemet ved at hæmme omdannelsen af angiotensin I til II, hvorved universel vasodilatation uden sympatikusaktivering indtræder og medfører fald i blodtrykket. Anvendes typisk mod forhøjet blodtryk og hjerteinsufficiens.
- Antacida: Stoffer der neutraliserer syre produceret i mavesækken. Eller: Syreneutraliserende stoffer, der medfører neutralisering af mavesækkens pH.
- AUC: Area under the curve. Det grafiske areal under en plasmakoncentrations-tids-kurve for et lægemiddel. AUC bruges til at beskrive, hvordan kroppen eksponeres for et givent lægemiddel og anvendes til at estimere biotilgængeligheden og clearence.
- BID: Medicinsk forkortelse for bis in die = to gange dagligt.
- Biotilgængelighed, F: Den del af et oralt administreret lægemiddel, der i forhold til en intravenøs dosis når det systemiske kredsløb. Omfatter også den hastighed, hvormed dette sker. Biotilgængelighed omfatter både absorptionen over tarmvæggen (absorptionen sensu strictiori) og en evt. førstepassagemetabolisme.
- Bredspektret antibiotika: Antibiotika med virkning på et bredt spektrum af mikroorganismer, i modsætning til smalspektrede antibiotika, der kun er virksomme over for specifikke typer af mikroorganismer.
- Clearance (Cl): Forholdet mellem et lægemiddels (eller andet stofs) eliminationshastighed (mængde per tidsenhed) og dets koncentration i plasma (eller blod).
Clearance er konstant, dvs. koncentrations-uafhængig, for stoffer, der elimineres efter en 1. ordens-reaktion. Clearance bestemmer sammen med fordelingsrummet halveringstiden. Clearance fra forskellige eliminationsorganer er additiv.
- Cmax: Den maksimale koncentration i plasma, der opnås efter lægemiddelindgift.
Ved i.v. indgift er Cmax lig Co, mens Cmax efter peroral indgift oftest først opnås efter 1-2 timer (tmax).
- CYP P450: Cytochrom-P450. Enzymsystem, som metaboliserer adskillige lægemidler via oxidering.
Oxidering udgør den kvantitativt dominerende eliminationsvej for lægemidler. CYP-enzymerne forekommer i særlig høj koncentration i leveren.
- Fald i clearance: Lægemidlet tager længere tid at få renset ud af kroppen.
- Halveringstid, t1/2: Den tid, det tager organismen (efter fordeling) at eliminere halvdelen af den tilbageværende mængde lægemiddel i kroppen.
Størrelsen er konstant og koncentrationsuafhængig for lægemidler med 1. ordens-elimination.
- Hepatisk: Vedr. leveren.
- Hypertension: Forhøjet blodtryk.
- Hypoglykæmi: Lavt blodsukker. Symptomer optræder ofte ved blodsukker lavere end 2,5 mmol/L.
- Hypotension: Lavt blodtryk.
- Hypothyreose: Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen som fører til nedsat dannelse af hormon (thyroxin) og dermed for lavt stofskifte.
- Inducerende lægemiddel: Når et lægemiddel forårsager øget omsætning af et andet lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- Induktion: Øget omsætning af et lægemiddel via induktion af f.eks. CYP450.
- INR: International normalized ratio. INR er en standardiseringsmetode til sammenligning af koagulationstider (protrombintider, PT). INR er således et mål for blodets evne til at koagulere.
INR har til formål at minimere forskellene mellem tromboplastinreagenser ved hjælp af en kalibreringsproces, hvor alle kommercielle tromboplastiner sammenlignes med et internationalt referencemateriale. INR beregnes således: INR=((Patient PT)/(Middel normal PT))^ISI , og fortæller dermed hvor lang koagulationstiden er i forhold til den normale koagulationstid.
- ISI: International Sensitivity Index. Protrombintid målt med forskellige tromboplastiner kan ikke sammenlignes direkte med hinanden, f.eks. fordi sensitiviteten over for koagulationsfaktorer kan variere. For at få koagulationstider, der er så sammenlignelige som muligt, godkendte Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i 1983 en standard reference-tromboplastin. Alle producenter af tromboplastin skal kalibrere deres reagens over for WHOs standard. Den fundne værdi betegnes International Sensitivity Index (ISI), og bruges til at beregne INR.
- Iskæmi: Ophævet eller nedsat blodforsyning af et væv i forhold til dets behov.
- Isoenzymer: Forskellige udtryksformer for et enzym. Opstår pga. af forskellige allelle gener. Eksempler ses inden for det lægemiddelomsættende system CYP450, hvor isoenzymer f.eks. er 2D6, 3A4 og 2C9.
- Kasuistik: I lægevidenskab en offentliggjort beskrivelse af et enkelt eller få sygdomstilfælde (casus (lat.): ”tilfælde, sag”).
- Lipidsænkende lægemidler: Lægemidler, der sænker visse af blodets fedtstoffer – kolesterolsænkende.
- Metabolisme: Metabolisme eller stofskifte er en generel betegnelse for den biokemiske omsætning af kemiske forbindelser i den levende organisme og dens celler. Bruges synonymt med biotransformation.
- P-gp: Permeability glycoprotein. P-gp er et cellemembran-protein, som er tilstede i epithelceller i bl.a. tarm, lever og nyrer, hvor det transporterer fremmede substanser fra blodet og ud i hhv. tarmen, galdegange og nyretubuli.
- Plasma: Plasma er den fraktion af blodet, der ikke indeholder celler. Plasma indeholder forskellige næringsstoffer, hormoner, antistoffer, koagulationsfaktorer og salte. 95% af plasma består af vand.
- PO: Per os. Via munden.
- PN medicinering: Pro re nata medicinering. Medicin, der gives efter behov.
- PT: Protrombintid. Tiden, det tager plasma at koagulere, efter tilsætning af tromboplastin (også kaldet tissue factor). Protrombintiden bruges til at vurdere blodets koagulationsevne, og anvendes især til monitorering af antikoagulationsbehandling.
- qd: Quaque die. Hver dag.
- QID: Quater in die. Fire gange dagligt.
- Renal: (af lat. renalis), vedr. nyrerne.
- Respirationsdepression: Respirationsdepression (også kaldet hypoventilation) er når frekvensen eller dybden af respirationen er utiltrækkelig til at opretholde den nødvendige gasudveksling i lungerne.
- Serotonergt syndrom: Et symptomkompleks, der skyldes overstimulering i centralnervesystemet med serotonergt aktive substanser. Symptomerne er muskelrykninger, skælven, kvalme, diarré, sved og forvirring.
- Serum: Plasma uden koagulationsfaktorer.
- SID: Semel in die. Én gang dagligt.
- SmPC: SmPC står for Summary of Product Characteristics, og er det engelske udtryk for produktresumé.
- TID: Ter in die. Tre gange dagligt.
- tmax: Det tidspunkt, hvor den maksimale plasmakoncentration af et lægemiddel indtræder. Des hurtigere absorptionshastighed, des mindre tmax.
- Total clearance: Summen af hepatisk og renal clearance. I hvilken grad disse fraktioner bidrager afhænger af, om lægemidlet primært udskilles renalt eller også undergår fase I (f.eks. via CYP) og fase II (f.eks. glukuronidering) biotransformation i leveren.
- UGT: Uridine 5'-diphospho-glucuronosyltransferase, eller UDP- glucuronosyltransferase. Glucuronyltransferaser er enzymer, som foretager konjugering (glucuronidering) af mange lægemidler og lægemiddelmetabolitter, hvorved de omdannes til stoffer, der er lettere at udskille.
- Vasodilatation: Udvidelse af kar.
- Vasokonstriktion: Sammentrækning af kar.
|
|
Formålet med Interaktionsdatabasen er at gøre behandlingen med lægemidler mere effektiv og sikker, og fremme kvaliteten i patientbehandlingen, herunder bidrage til rationel farmakoterapi. Det har været til hensigt at udvikle et redskab, der er let at anvende i den kliniske hverdag og, hvor der på højt fagligt niveau er skabt konsensus om rekommandationer og beskrivelser af interaktioner mellem lægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker og kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase.
Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
|
|
Etableringen af Interaktionsdatabasen var et fælles projekt mellem Danmarks Apotekerforening, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Lægemiddel Information A/S og Institut for Rationel Farmakoterapi. En projektleder og 2 farmaceuter stod for opbygningen af databasen bistået af et fagligt videnskabeligt udvalg. Desuden har der været tilknyttet eksperter indenfor forskellige fagområder. Efter en årrække under Sundhedsstyrelsen overtog Lægemiddelstyrelsen i 2015 driften og vedligeholdelsen af databasen.
|
|
Vær opmærksom på, at alle anbefalinger på Interaktionsdatabasen.dk er vejledende.
Hjemmesiden giver desuden ikke oplysninger om bivirkninger ved hvert enkelt præparat. Her henviser vi til indlægssedlen i det enkelte præparat eller til Lægemiddelstyrelsens produktresuméer.
Der kan forekomme bivirkninger, du ikke kan finde informationer om her. Dem vil vi opfordre dig til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Det kan du gøre på:
|
|
I denne database er lægemiddelinteraktion defineret som en ændring i enten farmakodynamikken og/eller farmakokinetikken af et lægemiddel forårsaget af samtidig behandling med et andet lægemiddel.
Interaktionsdatabasen medtager farmakodynamiske interaktioner, der ikke er umiddelbart indlysende additive (fx med forskellig virkningsmekanisme), og som kan have væsentlig klinisk betydning.
Andre faktorer, som interagerer med eller ændrer lægemiddelvirkningen så som næringsmidler (f.eks. fødemidler og kosttilskud) og nydelsesmidler (f.eks. alkohol og tobak), er ikke medtaget. Dog er medtaget lægemiddelinteraktioner med grapefrugtjuice, tranebærjuice og visse naturlægemidler.
Interaktionsdatabasens primære evidensgrundlag er offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer medtaget.
I Interaktionsdatabasen findes fem forskellige symboler:
- Det røde symbol (tommelfingeren, der peger nedad) betyder, at den pågældende præparatkombination bør undgås. Denne anbefaling bliver givet i tilfælde hvor det vurderes, at den kliniske betydning er udtalt, og hvor dosisjustering ikke er mulig, eller hvis der er ligeværdige alternativer til et eller begge af de interagerende stoffer. Det røde symbol vælges også i tilfælde, hvor der vurderes at være ringe dokumenteret effekt af et eller begge stoffer, (hvor anvendelse derfor ikke findes strengt nødvendig), f.eks. for visse naturlægemidler.
- Det gule symbol (den løftede pegefinger) betyder, at kombinationen kan anvendes under visse forholdsregler. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er moderat til udtalt, samtidig med at den negative kliniske effekt af interaktionen kan modvirkes, enten gennem ned- eller opjustering af dosis, eller ved at forskyde indtagelsestidspunktet for det ene præparat. Anbefalingen gives også, hvis det vurderes, at kombinationen kan anvendes under forudsætning af øget opmærksomhed på effekt og/eller bivirkninger.
- Det grønne symbol (tommelfingeren, der peger opad) betyder, at kombinationen kan anvendes. Denne anbefaling gives i tilfælde, hvor det vurderes, at den kliniske betydning er uvæsentlig eller ikke tilstede.
- Det blå symbol (udråbstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der søges på et specifikt præparat eller en præparatkombination, som ikke findes beskrevet i Interaktionsdatabasen, men hvor der findes andre beskrevne interaktioner mellem stoffer i stofgruppen, som muligvis kan være relevante for søgningen.
- Det grå symbol (spørgsmålstegnet) fremkommer i tilfælde, hvor der er søgt på et præparat eller en præparatkombination, som (endnu) ikke er beskrevet i Interaktionsdatabasen, og hvor der heller ikke findes beskrivelser af andre præparatkombinationer mellem de to stofgrupper. En manglende beskrivelse er ensbetydende med, at Lægemiddelstyrelsen ikke har kendskab til videnskabelige undersøgelser, der undersøger en interaktion mellem den pågældende præparatkombination, og heller ikke til kasuistiske beskrivelser af en mulig interaktion. Der kan også være tale om en kombination, hvor der ikke kan drages konklusioner på baggrund af nuværende viden.
Opdatering af databasens faglige indhold foregår via litteratursøgninger som leveres via Det Kongelige Bibliotek. Litteratursøgningerne er struktureret efter veldefinerede søgekriterier og bliver løbende evalueret. Endvidere foretages yderligere håndsøgning i referencelister som kvalitetssikring af litteratursøgningerne.
Databasen bliver opdateret løbende.
Lægemiddelstyrelsens enhed Regulatorisk & Generel Medicin står for opdatering og vedligehold af Interaktionsdatabasens indhold.
Vedligehold og opdatering af databasen foretages af den faglige arbejdsgruppe, som består af 1 akademisk medarbejder og 2 studerende.
Arbejdsgruppen samarbejder med en deltidsansat speciallæge i klinisk farmakologi omkring den kliniske vurdering af lægemiddelinteraktionerne.
Interaktionsdatabasen er et opslagsværktøj, der beskriver evidensbaserede interaktioner, det vil sige interaktioner, der er dokumenteret ved publicerede kliniske studier og/eller kasuistikker. Der vil således kunne forekomme uoverensstemmelse mellem andre opslagsværker, som er opbygget efter andre principper og evidenskriterier.
Der inkluderes kun interaktioner fra offentligt publicerede, peer-reviewed original interaktionslitteratur (kliniske studier udført på mennesker samt kasuistikker) publiceret i PubMed og Embase. Desuden er interaktioner hvor data er beskrevet i produktresuméer også medtaget. Det tilstræbes at databasen opdateres snarest efter publicering, men der kan forekomme forsinkelser.
Interaktionsdatabasen beskriver interaktioner for markedsførte lægemidler, naturlægemidler samt stærke vitaminer og mineraler. I interaktionsbeskrivelserne skelnes som udgangspunkt ikke mellem forskellige dispenseringsformer. For udvalgte lægemidler skelnes dog mellem dermatologiske og systemiske formuleringer. Handelsnavnene for stærke vitaminer og mineraler, naturlægemidler samt lægemidler som ikke figurerer på medicinpriser.dk (dvs. SAD præparater) kan ikke findes på interaktionsdatabasen.
Interaktionsdatabasen omhandler ikke kosttilskud, vacciner, parenteral ernæring, elektrolytvæsker, lægemidler uden systemisk effekt og priktest (ALK).
Ja, du kan slå både lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer, mineraler og enkelte frugtjuice op.
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der typisk indeholder tørrede planter eller plantedele, udtræk af planter eller andre naturligt forekommende bestanddele. Naturlægemidler er i lovgivningen defineret som "lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er naturligt forekommende stoffer i koncentrationer, der ikke er væsentligt større end dem, hvori de forekommer i naturen". Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen inden de må sælges.
Stærke vitaminer og mineraler er en gruppe lægemidler, hvis indholdsstoffer udelukkende er vitaminer og/eller mineraler, og hvor indholdet af vitamin eller mineral er væsentligt højere end det normale døgnbehov hos voksne mennesker. Stærke vitaminer og mineraler kan kun godkendes til at forebygge og helbrede såkaldte mangeltilstande (og altså ikke til at behandle sygdomme). Stærke vitaminer og mineraler må kun sælges i Danmark, hvis de er godkendt af Lægemiddelstyrelsen.
Ja, du kan søge på så mange lægemidler/indholdsstoffer, du ønsker samtidig. Det gør du ved at bruge søgeboksen til højre på forsiden med overskriften ”Søg på flere præparater i kombination”. Her kan du tilføje flere felter med knappen nederst. Hvis du søger på kombinationer med mere end to slags lægemidler/indholdsstoffer, skal du være opmærksom på, at du ikke kun får ét resultat, men et antal 1+1 kombinationer. Et eksempel: Hvis du søger på samtidig brug af en p-pille, et blodtrykssænkende lægemiddel og et sovemiddel, får du 3 mulige resultater:
A: kombinationen af p-pille og blodtrykssænkende lægemiddel
B: kombinationen af p-pille og sovemiddel
C: kombinationen af blodtrykssænkende lægemiddel og sovemiddel
Du får de parvise kombinationer, der er videnskabeligt undersøgt.
Nej, du skal ikke angive dosis (500mg paracetamol) eller interval (2xdaglig), når du skal søge på et præparat eller indholdsstof. Det er kun selve præparatnavnet eller navnet på indholdsstoffet, du skal skrive. Vælg eventuelt bare navnet fra listen.
Det er desværre sådan, at der indtil videre kun kan søges på indholdsstof, når det gælder naturlægemidler.
Dette sker, når du søger på et kombinationspræparat. Når du søger på et kombinationspræparat, får du præsenteret et resultat for hvert af disse indholdsstoffer.
Indholdet i databasen er resultatet af grundige vurderinger af videnskabelige artikler og konklusioner fra humane forsøg. Hvis du kun får én interaktion på trods af, at du har indtastet flere præparater eller indholdsstoffer, skyldes det, at der endnu ikke er beskrevet (eller fundet) interaktioner af de andre indholdsstoffer i den videnskabelige litteratur.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og i månedsbladet Rationel Farmakoterapi, juni 2015.
|
|
Lægemiddelstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S
Tlf.nr 44 88 95 95
|
|
|
|
|
Interaktionsoplysninger
|
|
|
|
|
|
|
1. Præparat: Ibumetin - Aktivt indholdsstof: ibuprofen |
|
|
|
Interaktionsoplysninger for bendroflumethiazid og ibuprofen |
|
Opmærksomhed på let nedsat diuretisk effekt, Med hensyn til triple whammy, se klasseeffekt.
Et studie beskriver ikke interaktion mellem ibuprofen, bendroflumethiazid. Dog får to patienter ud af 7 vægtøgning på over 2 kg ved kombinationsbehandling med ibuprofen og bendroflumethiazid.
uafklaret
dokumenteret
diuretika, kaliumtabende bendroflumethiazid, bumetanid, chlorthiazid, clopamid, furosemid, hydrochlorthiazid, indapamid, kaliumchlorid, metolazonum, tolvaptan antiinflamm./antirheum. midler, non-steroide aceclofenac, celecoxib, dexibuprofen, dexketoprofen, diclofenac, diflunisal, etodolac, etoricoxib, flurbiprofen, ibuprofen, indometacin, ketoprofen, ketorolac, lornoxicam, meloxicam, nabumeton, naproxen, parecoxib, phenylbutazon, piroxicam, sulindac, tenoxicam, tiaprofensyre, tolfenamsyre, tolmetin
Generelt nedsætter NSAID diuresen, hvorfor der hos hypertonikere bør udvises opmærksomhed ved kombination af kaliumtabende diuretika og NSAID. Da stofferne i de to stofgrupper er meget forskellige, er det ikke muligt at beskrive en evt. klasseeffekt.
Triple Whammy: Kombinationen af ACE-hæmmer eller AT-II antagonist + NSAID + diuretika øger risikoen for såkaldt "Triple Whammy" (en tredobbelt belastning af nyrerne).
ACE/AT-II kan dilatere den efferente arteriole fra glomerulus, mens NSAID kan medføre kontraktion af den afferente arteriole til glomerulus. Diuretika
medfører nedsat volumen i karbanen. Alle tre effekter kan i sig selv nedsætte det hydrostatiske tryk i glomerulus og dermed filtrationen (GFR).
Samtidig brug øger derfor risikoen for nyresvigt betydeligt. Hvorvidt dette gælder for behandling med lavdosis ASA (75 mg en gang dagligt) er uvidst. Risikoen er størst hos ældre og hos patienter, der i forvejen er nyresyge.
Litteraturgennemgang - Vis
"Triple Whammy" ved ACE-hæmmere/AT-II antagonister + NSAID + loop-diuretika Kombinationen af ACE-hæmmer eller AT-II antagonist + NSAID + diuretika øger risikoen for såkaldt "Triple Whammy" (en tredobbelt belastning af nyrerne). 1)Loboz. Drug combinations and impaired renal function – the ‘triple whammy’. Br J Clin Pharm2005;59:239-43. 2)Camin RM, Cols M, Chevarria JL, et al. Acute kidney injury secondary to a combination of renin-angiotensin system inhibitors, diuretics and NSAIDS: “The Triple Whammy”. Nefrologia. 2015;35(2):197-206. [PubMed ID 26300514] 3)Fournier JP, Sommet A, Durrieu G, Poutrain JC, Lapeyre-Mestre M, Montastruc JL; French Network of Regional Pharmacovigilance Centres. More on the “Triple Whammy”: antihypertensive drugs, non-steroidal anti-inflammatory agents and acute kidney injury - a case/non-case study in the French pharmacovigilance database. Ren Fail. 2014;36(7):1166-1168. [PubMed ID 24826803] 4)Lapi F, Azoulay L, Yin H, Nessim SJ, Suissa S. Concurrent use of diuretics, angiotensin converting enzyme inhibitors, and angiotensin receptor blockers with non-steroidal anti-inflammatory drugs and risk of acute kidney injury: nested case-control study. BMJ. 2013;346:e8525. [PubMed ID 23299844]
Bendroflumethiazid og indomethacin Hos 7 patienter, der var behandlet med bendroflumethiazid og fik indomethacin, steg det systoliske blodtryk fra 140 til 155 mmHg og det diastoliske fra 100 til 110 mmHg i gennemsnit, Watkins J, Abbott EC et al, 1980. Prostaglandinclearence faldt med 57 % og tyder på, at interaktionen skyldes en hæmning af prostaglandinclearence. Et studie på 5 mænd finder ligeledes svækket effekt af bendroflumethiazid i kombination med indomethacin, Steiness E og Waldorff S, 1982. Bendroflumethiazid og ibuprofen Et studie med 7 patienter finder ingen statistisk signifikante forskelle ved tillæg af ibumetin til bendroflumethiazid. Dog havde to patienter en vægtøgning på over 2 kg, Davies JG, Rawlins DC et al, 1988 Bendroflumethiazid og sulindac Et studie med 5 patienter finder, at sulindac fremmer den antihypertensive effekt af bendroflumethiazid, dog uden angivelse af hvor meget, Steiness E og Waldorff S, 1982. Bumetanid og indomethacin Brater DC, Fox WR et al, 1981 fandt i en prospektiv undersøgelse, at forudgående behandling med indomethacin til patienter i bumetanidbehandling nedsatte diuresen af natrium og af chlorid over 4 timer med 27 % i forhold til bumetanid alene. Kaliumdiuresen påvirkes ikke. Mekanismen for denne interaktion er ukendt, og forfatterne har ikke undersøgt forhold omkring prostaglandinclearence men mener, at interaktionen muligvis er dynamisk.
Bumetanid og sulindac På 9 forsøgspersoner fandtes 22% fald i natriumudskillelse og 21% fald i urinflowrate ved forbehandling med sulindac før dosering af bumetanid i forhold til ingen forbehandling, Skinner MH, Mutterperl R et al, 1987
Furosemid og diflunisal Et studie med 4 patienter finder, at diflunisal administreret med furosemid nedsætter natriuresen med 60 %, i forhold til furosemid administreret alene, Favre L, Glasson P et al, 1983. Furosemid og meloxicam Muller FO, Schall R et al, 1995 og Muller FO, Middle MV et al, 1997 har undersøgt interaktionen mellem meloxicam og furosemid, og fandt ingen ændringer i plasmakoncentrationen eller urinudskillelsen af furosemid. Der er ingen farmakokinetisk eller -dynamisk interaktion mellem meloxicam og furosemid.
Furosemid og flurbiprofen Symmons DP, Kendall MJ et al, 1983 fandt i en prospektiv undersøgelse af 10 raske personer, at furosemid og flubiprofen indgivet samtidig resulterede i en 25 % stigning i AUC for furosemid, fra 5110 til 6390. AUC for flubiprofen steg med godt 10 %, fra 71,4 til 79,4. Den diuretiske effekt var svagt nedsat. Mekanismen for denne interaktion er ukendt, men skyldes muligvis hæmning af prostaglandinsyntesen.
Furosemid og ibuprofen En kasuistik af en 79-årig hjertepatient viste, at ved tilføjelsen af ibuprofen mod smerter til furosemidbehandlingen mindskedes den diuretiske virkning. Dosis øgedes til det dobbelte uden resultat. Først ved seponering af ibuprofen genfindes det oprindelige diureseniveau, Laiwah AC og Mactier RA, 1981.
Furosemid og indomethacin Prospetive undersøgelser af Chennavasin P, Seiwell R et al, 1980 og Smith DE, Brater DC et al, 1979 fandt, at indomethacin øgede AUC for furosemid hhv. 50 % og 35 %, på grund af nedsat furosemidclearence. Et studie med 4 patienter finder, at kombination af indomethacin og furosemid nedsætter natriurese med 80 % i forhold til fusosemid givet alene, Favre L, Glasson P et al, 1983.
Furosemid og ketoprofen Kombinationen furosemid og ketoprofen findes at nedsætte diuresen stitistisk signifikant efter 1 døgns behandling i forhold til placebo. Efter 5 døgn var forskellen ikke statistisk signifikant. Udskillesen af natrium i urinen var lavere under ketoprofenbehandlingen. En nedsat diurese skyldes ketoprofens hæmning af prostaglandinsyntesen og øgning af den tubulære resorption af natrium, Wa TC, Lawson M et al, 1991.
Furosemid og naproxen En kasuistik med to kvinder med hjerteinsufficiens i kombinationsbehandling med furosemid og naproxen, fandt, at disse ikke responderede på furosemidbehandling, indtil naproxen blev seponeret, Laiwah AC og Mactier RA, 1981.
Hydrochlorthiazid og naproxen Dixey JJ, Noormohamed FH et al, 1987 finder ingen ændring i udskillelsen af hydrochlorthiazid efter samtidig indgift af hydrochlorthiazid og naproxen hos 5 forsøgspersoner. Koopmans PP, Thien T et al, 1984 konkluderer det samme i et studie på 10 patienter.
Hydrochlorthiazid og suldinac Koopmans PP, Thien T et al, 1984 finder en svag ikke signifikant interaktion mellem hydrochlorthiazid og suldinac. Heller ikke Koopmans PP, Kateman WG et al, 1985 kunne påvise signifikante interaktioner på 8 patienter. Derudover fandt Dixey JJ, Noormohamed FH et al, 1987, at suldinac ikke ændrer udskillelsen af hydrochlorthiazid i urinen. Dette tyder på, at der ikke er nogen farmakokinetiske eller -dynamiske interaktioner mellem hydrochlorthiazid og suldinac.
Hydrochlorthiazid og ibuprofen En prospektiv underøgelse af 22 ældre hypertensive patienter i behandling med hydrochlorthiazid (Gurwitz JH, Everitt DE et al, 1996) fandt, at samtidig indgift af 1800 mg ibuprofen dagligt resulterede i en signifikant gennemsnitlig stigning på 3 % af det systoliske blodtryk. Enkelte oplevede dog kraftigere stigninger.
Lisisnopril/hydrochlorthiazid og diclofenac Diclofenac ændrede i et studie ikke den antihypertensive effekt af lisinopril/hydrochlorthiazid hos 15 kvinder, Bhagat K, 2001. Lisisnopril/hydrochlorthiazid og ibuprofen Bhagat K, 2001 kunne i et studie med 15 kvinder ikke påvise ændringer i det med lisinopril og hydroclorthiazid nedsatte BT hos hypertonikere med arthrose ved indgift af ibuprofen. Pavlicevic I, Kuzmanic M et al, 2008 har vist, at ved samtidig indgift i 2x1 måned, med en mellemliggende washout måned af lisinopril/hydrochlorthiazid (10/6,25-20/12,5 mg o.d.) og ibuprofen (400-600 mg t.i.d.) i 15 hypertensive forsøgspersoner (55-76 år) nedsættes den antihypertensive effekt af lisinopril/hydrochlorthiazid, dvs. det gennemsnitlige systoliske blodtryk (stående stilling) steg med 7,7% (11,2 mmHg) i den første måned og 6,7% (9,7 mmHg) i anden måned sammenlignet med, når disse patienter fik lisinopril/hydrochlorthiazid alene. Det diastoliske blodtryk steg også signifikant. Når blodtrykket blev målt i siddende stilling, blev der også observeret signifikante stigninger i det systoliske blodtryk, dog mindre udtalt. Lisinopril/hydrochlorthiazid og piroxicam Pavlicevic I, Kuzmanic M et al, 2008 har vist, at ved samtidig indgift i 2x1 måned, med en mellemliggende washout måned, af lisinopril/hydrochlorthiazid (10/6,25-20/12,5 mg o.d.) og piroxicam (10-20 mg o.d.) i 14 hypertensive forsøgspersoner (55-76 år) nedsættes den antihypertensive effekt af lisinopril/hydrochlorthiazid, dvs. det gennemsnitlige systoliske blodtryk (stående stilling) steg med 9,4% (14 mmHg) i den første måned og 8,6 % (12,8 mmHg) i anden måned sammenlignet med når disse patienter fik lisinopril/hydrochlorthiazid alene. Det diastoliske blodtryk steg også signifikant. Når blodtrykket blev målt i siddende stilling, blev der også observeret signifikante stigninger i det systoliske blodtryk, dog mindre udtalt. Hydrochlororthiazid og indomethacin Koopmans PP, Kateman WG et al, 1985 fandt i et studie med 8 forsøgspersoner, at den hydrochlorothiazidinducerede øgning af plasma-reninaktiviteten faldt ved samtidig behandling med indomethacin. Favre L, Glasson P et al, 1983 fandt, at kombinationen bevirkede et fald i diuresen på 20 % og en nedsættelse af prostaglandinudskillelsen på 70 %. Interaktionen er dynamisk, og skyldes hæmning af prostaglandinsyntesen. Koopmans PP, Thien T et al, 1984 finder, uden talangivelse, en lille signifikant stigning i blodtrykket ved kombinationen efter 2 uger, men efter 4 uger findes ingen signifikante ændringer. Patienterne, der har mild hypertension, får her 50 mg hydrochlororthiazid dagligt. Watkins J, Abbott EC et al, 1980 finder hos 2 patienter, at kombinationen giver en lille blodtryksstigning. Williams RL, Davies RO et al, 1982 finder ingen interaktion mellem hydrochlorothiazid og indomethacin, men deres undersøgelse strakte sig kun over 3 dage.
Supplerende litteratur: Anderson JR og Nawarskas JJ, 2001.
.
Muller FO;Middle MV;Schall R;Terblanche J;Hundt HK;Groenewoud G, Br J Clin Pharmacol, 1997, 44:393-398; An evaluation of the interaction of meloxicam with frusemide in patients with compensated chronic cardiac failure AIMS: To evaluate the interaction of meloxicam with frusemide in patients with compensated cardiac failure. METHODS: Nineteen patients with Grade II or III compensated chronic cardiac failure completed this randomized, double-blind, cross-over study. The patients received 40 mg frusemide day(-1) for 7 days. Thereafter, patients received either 15 mg meloxicam plus 40 mg frusemide day(-1), or one placebo tablet plus 40 mg frusemide day(-1) for 7 days. After a washout period of 7 days during which patients received 40 mg frusemide day(-1) for 7 days, the patients were crossed over to the alternate treatment. The effect of concomitant ingestion of meloxicam and frusemide on frusemide-induced diuresis, urine and serum electrolytes, urinary frusemide excretion, and plasma frusemide pharmacokinetics was also determined. RESULTS: The estimate (90% confidence interval) of the ´(frusemide + meloxicam)/(frusemide alone)´ mean ratio of the variables Cmax, AUC(SS) and Cmax/AUC(SS) for plasma frusemide were 121% (101% to 145%), 106% (96.4% to 117%), and 114% (98.3% to 132%), respectively. Similarly, the estimate (90% confidence interval) of the ´(frusemide + meloxicam)/(frusemide alone)´ of the mean ratio of the variable cumulative urinary frusemide excretion after multiple doses of frusemide were 123% (101% to 150%) for the period 0-8 h, and 122% (105% to 142%) for the period 0-24 h after drug administration on day 7. The estimate (90% confidence interval) of the ´(frusemide + meloxicam)/(frusemide alone)´ mean ratio of the pharmacodynamic variables cumulative sodium excretion was 105% (95.2% to 116%) for the period 0-8 h and 108% (96.5% to 121%) for the period 0-24 h after drug administration on day 7. CONCLUSIONS: Meloxicam may lead to slightly increased maximum concentrations of frusemide in plasma, as well as to slightly increased urinary excretion of frusemide, without affecting the pharmacodynamics of frusemide. Thus there is no clinically significant pharmacokinetic or pharmacodynamic interaction of meloxicam with frusemide following repeated co-administration of meloxicam and frusemide to patients with compensated chronic cardiac failure. Laiwah AC;Mactier RA, Br Med J (Clin Res Ed), 1981, 283:714; Antagonistic effect of non-steroidal anti-inflammatory drugs on frusemide-induced diuresis in cardiac failure NSAID have an antagonistic effect on frusemide in patients being treated for cardiac failure. Case-report of an 79 years old man receiving frusemide and ibuprofen and two women receiving naproxen, digoxin and furosemide. Smith DE;Brater DC;Lin ET;Benet LZ, J Pharmacokinet Biopharm, 1979, 7:265-274; Attenuation of furosemide's diuretic effect by indomethacin: pharmacokinetic evaluation The pharmacokinetics and pharmacodynamics of intravenous furosemide, 40 mg, were studied in four normal males in a crossover fashion with and without indomethacin pretreatment. In each study 16 plasma and 10 urine samples were collected over 24 hr. Fluid and electrolyte urinary losses were replaced orally throughout the study. Unchanged furosemide and indomethacin were measured using HPLC; urinary sodium was measured by flame photometry. Pretreatment with indomethacin resulted in increased and prolonged fourosemide plasma levels, increased area under the curve, decreased plasma clearance, decreased renal clearance, increased half-life, no change in volume of distribution, and decreased sodium excretion and urine volume. Analysis of sodium excretion rate with time shows that the inhibiting effect of indomethacin was greater during the first 2 hr than at later times. Watkins J;Abbott EC;Hensby CN;Webster J;Dollery CT, Br Med J, 1980, 281:702-705; Attenuation of hypotensive effect of propranolol and thiazide diuretics by indomethacin The effects of 100 mg indomethacin daily for three weeks on blood pressure and urinary excretion of prostaglandin F2 alpha were studied in a double-blind, placebo-controlled comparison of two groups of patients with essential hypertension, eight receiving propranolol and seven thiazide diuretics. Compared with placebo, adding indomethacin to the patients´ established antihypertensive treatment increased blood pressure by 14/5 Hg supine and 16/9 mm Hg erect in the patients receiving propranolol, and by 13/9 mm Hg supine and 16/9 mm Hg erect in the patients receiving thiazide diuretics (all p less than or equal to 0.05). The excretion of the major urinary metabolite of prostaglandin F2 alpha was reduced by 67% in the propranolol-treated patients and by 57% in those receiving a thiazide diuretic. Body weight increased by 0 . 8 kg (propranolol) and 1 . 1 kg (thiazide diuretic) when indomethacin was given, but there were no significant changes in creatinine clearance, urinary sodium excretion, or packed cell volume in either treatment group. These results suggest that products formed by the arachidonic acid cyclo-oxygenase contribute to the regulation of blood pressure during treatment with both propranolol and thiazide diuretics. Inhibition of the cyclo-oxygenase with indomethacin partially antagonises the hypotensive effect of these drugs. Steiness E;Waldorff S, Br Med J (Clin Res Ed), 1982, 285:1702-1703; Different interactions of indomethacin and sulindac with thiazides in hypertension Davies JG;Rawlins DC;Busson M, J Int Med Res, 1988, 16:173-181; Effect of ibuprofen on blood pressure control by propranolol and bendrofluazide The effect of 1600 mg/day ibuprofen in two groups of patients with hypertension controlled by either propranolol or bendrofluazide was studied in a double-blind, double-placebo, randomized crossover trial. No significant difference in blood pressure was found at the end of the crossover period in either group, suggesting that the routine co-administration of ibuprofen does not attenuate the anti-hypertensive effect of thiazide diuretics or propranolol. Significant weight gain, attributable to fluid retention, had occurred in the bendrofluazide-treatment group by the end of the drug-free washout period. No significant change in mean weight occurred in the crossover stages in either group, although substantial weight gain was noted during ibuprofen treatment in two patients given bendrofluazide and one given propranolol. Biochemical variables were unaffected by ibuprofen throughout the crossover period. This study suggests that ibuprofen may be administered routinely to patients receiving thiazides or propranolol without loss of control of the anti-hypertensive action of these drugs but it is recommended that individuals are monitored for possible weight gain or an increase in diastolic blood pressure Koopmans PP;Kateman WG;Tan Y;van Ginneken CA;Gribnau FW, Clin Pharmacol Ther, 1985, 37:625-628; Effects of indomethacin and sulindac on hydrochlorothiazide kinetics We investigated the influence of two nonsteroidal anti-inflammatory drugs, indomethacin and sulindac, on the diuretic effect and kinetics of hydrochlorothiazide in healthy subjects. In an open, randomized, crossover study, eight healthy subjects were treated with hydrochlorothiazide, 50 mg a day, for 4 weeks. In the second and fourth weeks, indomethacin, 25 mg three times a day, or sulindac, 200 mg twice a day, were added. Blood pressure, body weight, plasma levels of potassium, creatinine, and albumin, the hematocrit, plasma renin activity (PRA), and the 24-hour urinary excretion of sodium and potassium were measured at the end of each week. Plasma concentrations of hydrochlorothiazide and its urinary excretion were also determined 0.5, 1, 2, 3, 4, 8, 10, and 24 hours after HCTZ dosing. When indomethacin was added to hydrochlorothiazide, body weight and plasma potassium levels increased and PRA decreased. Hydrochlorothiazide kinetics were not influenced. In contrast, sulindac decreased the renal clearance of hydrochlorothiazide and increased hydrochlorothiazide plasma levels in two subjects who had somewhat lower endogenous creatinine clearance values than the other subjects. Except for a decrease in PRA, there were no dynamic interactions. Our results suggest that an interaction between indomethacin and hydrochlorothiazide is caused by dynamic mechanisms such as inhibition of renal prostaglandin synthesis, whereas sulindac may alter the renal clearance of hydrochlorothiazide. Bhagat K, East Afr Med J, 2001, 78:507-509; Effects of non-steroidal anti-inflammatory drugs on hypertension control using angiotensin converting enzyme inhibitors and thiazide diuretics OBJECTIVES: To determine the impact of three non-steroidal anti-inflammatory drugs on the efficacy of two anti-hypertensive drugs. DESIGN: Fifteen women with arthritis and hypertension who were receiving lisinopril and HCT, and administered sequentially in random order ibuprofen, sulindac, and diclofenac for one month each, with an intervening two-week washout period between each treatment period. During the washout period, subjects received paracetamol. SETTING: Hypertension Clinic, Medical Centre, Harare, Zimbabwe. SUBJECTS: Fifteen female hypertensive women with documented arthritis. MAIN OUTCOME MEASURES: Blood pressure at the end of two weeks of paracetamol was compared with blood pressure after one month of treatment with each of the NSAID. RESULTS: Mean blood pressure was unchanged before and after all NSAIDs: 108 +/- 7 versus 107 +/- 9 for diclofenac, 108 +/- 9 versus 108 +/- 9 for sulindac, and 108 +/- 8 versus 107 +/- 9 for ibuprofen. The 24 hour urinary sodium excretion was not significantly different. CONCLUSION: The three NSAIDs investigated did not neutralise the antihypertensive effect of the combination of lisinopril and HCT, and hence the blood pressure lowering action of the combination may not be prostaglandin dependent Williams RL;Davies RO;Berman RS;Holmes GI;Huber P;Gee WL;Lin ET;Benet LZ, J Clin Pharmacol, 1982, 22:32-41; Hydrochlorothiazide pharmacokinetics and pharmacologic effect: the influence of indomethacin It is known that nonsteroidal antiinflammatory drugs such as indomethacin can attenuate the pharmacologic effect of loop diuretics such as furosemide and ethacrynic acid and that indomethacin may also reduce the pharmacologic response to chlorothiazide. To examine further this potential drug-drug interaction, we administered 50- an 100-mg single oral doses of hydrochlorothiazide with and without indomethacin to 10 healthy, normal subjects. We observed no significant influence of indomethacin to 10 healthy, normal subjects. We observed no significant influence of indomethacin either on the pharmacokinetics of hydrochlorothiazide or the pharmacologic response to this diuretic. The adsorption and disposition of hydrochlorothiazide demonstrate that this drug is rapidly absorbed and produces a diuretic and natriuretic response that peaks at approximately 2 hours after dosing and is essentially terminated 12 hours after dosing. There appeared to be no greater pharmacologic response to the 100-mg than to the 50-mg hydrochlorothiazide dose in the ten subjects in this study. Muller FO;Schall R;de Vaal AC;Groenewoud G;Hundt HK;Middle MV, Eur J Clin Pharmacol, 1995, 48:247-251; Influence of meloxicam on furosemide pharmacokinetics and pharmacodynamics in healthy volunteers Fifteen healthy male volunteers participated in an open, multiple-dose study to investigate a possible interaction between furosemide and meloxicam, a new non-steroidal anti-inflammatory agent (NSAID). The study comprised three treatment periods. First, furosemide (40 mg) was administered as a single oral daily dose for 3 days. A wash-out day was followed by the administration of meloxicam (15 mg) as a single oral daily dose for 10 days. Thereafter, meloxicam and furosemide were administered concomitantly at the same doses as described above, for 3 days. The effect of concomitant ingestion of meloxicam and furosemide on furosemide-induced diuresis, urine and serum electrolytes, and furosemide pharmacokinetics was determined, after both single and repeated administration of furosemide. Estimates of the ´(furosemide+meloxicam)/(furosemide alone)´ mean ratio of the variable AUC(0-infinity) for plasma furosemide and the cumulative sodium excretion (0-8 h) were 97.4% (90% confidence interval 89.7-106%) and 88% (90% confidence interval 82-94%), respectively. The study results indicate that meloxicam does not affect the pharmacokinetics of furosemide in healthy volunteers, nor does it affect furosemide-induced diuresis or serum electrolytes. The cumulative urinary electrolyte excretion after concomitant administration of meloxicam and furosemide is somewhat lower than after administration of furosemide alone, in particular for the period 0-8 h after administration of furosemide. This effect of meloxicam on furosemide dynamics is small, and is probably not clinically relevant in healthy volunteers under the dosing regime studied. Koopmans PP;Thien T;Gribnau FW, Br Med J (Clin Res Ed), 1984, 289:1492-1494; Influence of non-steroidal anti-inflammatory drugs on diuretic treatment of mild to moderate essential hypertension In an open triple crossover study in 10 patients with mild to moderate essential hypertension the influence was investigated of adding indomethacin 50 mg, naproxen 250 mg, or sulindac 200 mg, each twice daily for four weeks, to diuretic treatment with hydrochlorothiazide 50 mg a day. After two weeks´ treatment with indomethacin a slight increase in blood pressure was observed, whereas both sulindac and naproxen tended to enhance the antihypertensive effect of hydrochlorothiazide. After treatment for four weeks, however, the effects of all three drugs on blood pressure appeared to be blunted. Furthermore, body weight increased significantly during treatment with indomethacin but not during treatment with naproxen or sulindac. No significant changes were found for various biochemical variables, including concentrations of plasma electrolytes and serum creatinine and albumin, plasma renin activity, plasma aldosterone concentration, and 24 hour urinary excretion of sodium and potassium, with the exception, however, of an increase in plasma potassium concentration during treatment with indomethacin. These observations suggest that the interaction of indomethacin, naproxen, and sulindac with diuretic treatment in mild to moderate essential hypertension is transient and of minor clinical importance. Pavlicevic I;Kuzmanic M;Rumboldt M;Rumboldt Z, Can J Clin Pharmacol, 2008, 15:e372-e382; Interaction between antihypertensives and NSAIDs in primary care: A controlled trial Background: Non-steroidal anti-inflammatory drugs (NSAIDs) may increase blood pressure (BP) and blunt the effects of many antihypertensives. It seems that NSAIDs and the antihypertensive drugs differ in their propensity to such an interaction. Objectives: To determine the extent of the interaction between two antihypertensives and three NSAIDs. Methods: A prospective clinical trial in a family practice included 88 treated hypertensives aged over 55 years; 39 controls and 49, also taking NSAIDs for osteoarthritis. During this 3-month study, two antihypertensives, lisinopril/hydrochlorothiazide and amlodipine, were compared with three NSAIDs: ibuprofen, acetaminophen, and piroxicam. BP was measured with standard mercury sphygmomanometer and with an automatic device, in standing, sitting, and supine position. Results: The average starting blood pressure in the study group was 149.3+/-9.8/88.6+/-6.8 mm Hg. In the lisinopril/hydrochlorothiazide subgroup, both ibuprofen and piroxicam elevated systolic BP by 7.7-9.9% (p<0.001), which, during the acetaminophen period, decreased by 6.9-9.4% to 0.3-0.9% above baseline (p<0.001), increasing again by 7.0-7.7% (p<0.001) during the second exposition to these drugs. In the amlodipine subgroup, ibuprofen or piroxicam increased BP by 1.1-1.6% (p>0.290) only, and there were no significant shifts in the follow-up periods. Analogous deviations were observed with both measurement devices, in all the examinee's positions. In the control group, BP did not change appreciably. Conclusions: Piroxicam and ibuprofen markedly blunt the effects of antihypertensive drugs while acetaminophen is almost inert. Lisinopril/ hydrochlorothiazide combination is much more affected by this interaction than amlodipine (ClinicalTrials.gov #NCT00631514). copyright2008 Canadian Society for Pharmacology and Therapeutics. All rights reserved Favre L;Glasson P;Riondel A;Vallotton MB, Clin Sci (Lond), 1983, 64:407-415; Interaction of diuretics and non-steroidal anti-inflammatory drugs in man 1. The influence of four diuretics on renal prostaglandins was investigated in a study designed in two parts (A and B): A, 24 normal subjects on a constant sodium intake received frusemide (80 mg daily), or hydrochlorothiazide (100 mg), or triamterene (200 mg) or spironolactone (300 mg); B, the same subjects were pretreated for 3 days with indomethacin (150 mg daily), which was continued during the 3 day administration of the respective diuretics and during a 2 day post-diuretic period. 2. In study A, only triamterene provoked a rise in urinary prostaglandins E2 and F2 alpha (+ 474 +/- SEM 92%, P less than 0.01, and + 192 +/- 7%, P less than 0.01). In study B, prostaglandins were significantly inhibited in all subjects. After indomethacin, the natriuretic effect of frusemide and spironolactone was reduced by 80 +/- 12% (P less than 0.01) and 54 +/- 11% (P less than 0.001), whereas the natriuresis induced by hydrochlorothiazide and triamterene was unchanged. No correlation was found between urinary PGE2 and F2 alpha and natriuresis. 3. When triamterene was associated with indomethacin, two subjects developed reversible acute renal failure. 4. Plasma renin activity and urinary aldosterone were stimulated by the four diuretics in study A, but their response was blunted in study B. Urinary antidiuretic hormone was not modified by diuretics but was suppressed by indomethacin. 5. Diflunisal, a structurally unrelated nonsteroidal anti-inflammatory drug, given to 12 of the subjects provoked similar interactions with frusemide, hydrochlorothiazide and spironolactone. 6. The results suggest that prostaglandins contribute to the natriuretic effects of frusemide and spironolactone, but not to those of hydrochlorothiazide and triamterene Wa TC;Lawson M;Jackson SH;Hitoglou-Makedou A;Turner P, Postgrad Med J, 1991, 67:655-658; Interaction of ketoprofen and frusemide in man The effects of ketoprofen on frusemide-induced diuresis, natriuresis and renin release were studied in 12 healthy male volunteers. Each received frusemide 40 mg once daily with either ketoprofen 100 mg twice daily or placebo for two periods of 5 days separated by a treatment-free period according to a randomized, double-blind, cross-over study design. Ketoprofen significantly reduced frusemide-induced diuresis on Day 1 but not on Day 5 of treatment. The natriuresis induced by frusemide on Day 1 or Day 5 of treatment did not differ significantly whether ketoprofen or placebo was administered, although the mean urinary sodium excretion values were consistently lower following ketoprofen. Ketoprofen did not affect the kaliuretic response to frusemide on Day 1 or Day 5 of treatment. The increase in plasma renin activity after frusemide was inhibited by ketoprofen on both Day 1 and Day 5. These results suggest that ketoprofen reduces the diuresis and renin release induced by frusemide, but that the reduction in diuretic response may become less important after their repeated coadministration. Chennavasin P;Seiwell R;Brater DC, J Pharmacol Exp Ther, 1980, 215:77-81; Pharmacokinetic-dynamic analysis of the indomethacin-furosemide interaction in man Indomethacin decreased the natriuretic response to furosemide. A possible mechanism of this effect of indomethacin, independent of prostaglandin synthetase inhibition, is a pharmacokinetic drug interaction in which indomethacin affects access of furosemide to its intratubular site of action. We administered 40 and 20 mg of furosemide to eight normal volunteers with and without pretreatment to eight normal volunteers with and without pretreatment with indomethacin. Furosemide concentration in serum and urine samples was measured by high performance liquid chromatography. Indomethacin significantly decreased plasma clearance of furosemide from 1.84 +/- 0.36 to 1.10 +/- 0.08 ml/kg/min (P < 0.2) and renal clearance of furosemide from 1.05 +/- 0.23 to 0.60 +/- 0.06 ml/kg/min (P < 0.05). The nonrenal clearance of furosemide decreased, but not significantly, from 0.80 +/- 0.17 to 0.50 +/- 0.10 ml/kg/min. Neither the total amount of furosemide delivered into the urine, nor the time course of furosemide delivery after the 40 or 20 mg doses changed with indomethacin pretreatment. Indomethacin significantly altered dose-response curves of furosemide. While the serum concentration-response curves of furosemide significantly shifted to the right, the urinary furosemide-response curve did not shift after indomethacin pretreatment. However, with both analyses, maximal response decreased. Indomethacin altered furosemide disposition and delivery into the urine. Nevertheless, this pharmacokinetic drug interaction did not account for the inhibitory effect of indomethacin on the response of furosemide. Skinner MH;Mutterperl R;Zeitz HJ, Clin Pharmacol Ther, 1987, 42:542-546; Sulindac inhibits bumetanide-induced sodium and water excretion In an open-label pilot study, we investigated the effect of sulindac on bumetanide-induced diuresis. Nine healthy volunteers were placed on diets with a standard sodium and potassium content. Each volunteer received 1 mg bumetanide orally, and blood and urine samples were collected during an 8-hour period. Urinary losses were replaced isovolumetrically with intravenous normal saline solution. Creatinine clearance and sodium and potassium excretion were compared with and without sulindac pretreatment (200 mg administered orally b.i.d. for 5 days). Sulindac pretreatment resulted in a 22% decrease in the mean cumulative sodium excretion after 3 hours (p less than 0.05) and a 21% decrease in the mean urine flow rate after 2 hours (p less than 0.05). The results suggest that sulindac has an effect on the kidney similar to that of other nonsteroidal agents Symmons DP;Kendall MJ;Rees JA;Hind ID, Int J Clin Pharmacol Ther Toxicol, 1983, 21:350-354; The effect of flurbiprofen on the responses to frusemide in healthy volunteers Ten subjects participated in a four-way, open, crossover study to investigate the effect of frusemide, flurbiprofen, flurbiprofen plus frusemide, and placebo on urinary volume, sodium, and potassium. Compared with placebo, flurbiprofen was shown to significantly reduce all three parameters. The diuretic effect of frusemide was reduced by the addition of flurbiprofen but not to a statistically significant degree. The reduction was less than in previous reports using indomethacin. As flurbiprofen is a more potent inhibitor of prostaglandin synthesis than indomethacin, these data cast doubt on the theory that nonsteroidal anti-inflammatory drugs antagonize the action of diuretics by prostaglandin synthetase inhibition. The methods for assaying the two drugs are described. A pharmacokinetic explanation of the reduction of the diuretic effects of frusemide by flurbiprofen was sought but not found. Dixey JJ;Noormohamed FH;Lant AF;Brewerton DA, Br J Clin Pharmacol, 1987, 23:55-63; The effects of naproxen and sulindac on renal function and their interaction with hydrochlorothiazide and piretanide in man We have studied the effect of a single dose challenge of naproxen (500 mg) and sulindac (200 mg) on renal function in five volunteers, and the effect of a single dose challenge of the thiazide, hydrochlorothiazide (100 mg), and loop diuretic, piretanide (6 mg) on renal function when the diuretics were given alone or when superimposed on chronic therapy of either naproxen or sulindac. None of the nonsteroidal anti-inflammatory drug (NSAID) or diuretic exposures significantly influenced glomerular filtration rate, as measured by creatinine clearance. Over the first 4 h of the study, both naproxen and sulindac reduced fractional excretion of sodium by approximately 50%. Sulindac also caused a significant uricosuria whilst naproxen promoted urate retention. Similar changes were observed over 8 h. Superimposition of either hydrochlorothiazide or piretanide on top of chronic sulindac therapy resulted in a blunting of the natriuresis by approximately 30% compared to when these diuretics were given alone: the action of the diuretics was unchanged by naproxen. Sulindac pretreatment did not alter the urinary excretion of either hydrochlorothiazide or piretanide; naproxen did not alter hydrochlorothiazide excretion. On the basis of these findings, it is concluded that NSAIDs exert direct tubular effects that do not necessarily interfere with the delivery of diuretics to their sites of action within the nephron. Gurwitz JH;Everitt DE;Monane M;Glynn RJ;Choodnovskiy I;Beaudet MP;Avorn J, J Gerontol A Biol Sci Med Sci, 1996, 51:M74-M79; The impact of ibuprofen on the efficacy of antihypertensive treatment with hydrochlorothiazide in elderly persons BACKGROUND: Nonsteroidal antiinflammatory drugs (NSAIDs) may alter blood pressure through their inhibitory effects on prostaglandin biosynthesis. Such potential hypertensive effects of NSAIDs have not been adequately examined in the elderly, who are the largest group of NSAID users. METHODS: We performed a randomized, double-blind, two-period crossover trial of ibuprofen (1800 mg per day) vs placebo treatment in patients older than 60 years of age with hypertension controlled with hydrochlorothiazide. While continuing their usual thiazide dosage, subjects were randomized to a 4-week treatment period (ibuprofen or placebo) followed by a 2-week placebo wash-out period and a second 4-week treatment period with the alternative therapy. Supine and standing systolic and diastolic blood pressures were measured weekly. RESULTS: Of 25 randomized subjects, 22 completed the study protocol (mean age = 73 +/- 6.7 years). Supine systolic blood pressure and standing systolic blood pressure were increased significantly with ibuprofen treatment, compared with placebo. Mean supine systolic blood pressures were 143.8 +/- 21.0 and 139.6 +/- 15.9 mmHg on ibuprofen and placebo, respectively (p = .004). Mean standing systolic blood pressures were 148.1 +/- 19.9 and 143.4 +/- 17.9 mmHg on ibuprofen and placebo, respectively (p = .002). CONCLUSION: We conclude that 1800 mg per day of ibuprofen does induce a significant increase in systolic blood pressure in older hypertensive patients treated with hydrochlorothiazide. NSAID therapy may negatively impact the control of hypertension in elderly patients.
|
|
|
|
|
|